Borgerforening roser afgående købmand, men søger ikke selv efter en ny
Hanne Christiansens dage som købmand i Min Købmand i Egense er talte.
- Jeg har ikke noget valg, har hun tidligere sagt til Ligeher.nu Aalborg.
I Egense Borgerforening, der repræsenterer borgerne i havnebyen, har man været glade for samarbejdet med Hanne gennem årene.
- Borgerforeningen har gennem tiden haft et godt samarbejde med købmanden, blandt andet i forbindelse med fredagsbar og byfest hvor borgerforeningen har handlet hos Hanne, fortæller Casper Hansen, der er formand for Egense Borgerforening.
Han tilføjer dog, at man fra borgerforeningens side ikke gør noget aktivt for at finde én til at overtage Hanne Christiansens købmandsbutik.
Men:
- Egense by og specielt sommerhusområdet kunne virkelig godt tænke sig, at der findes én, som kunne tænke sig at gå videre med butikken. Hanne har gennem tiden opbygget en god butik, siger Casper Hansen.
Formanden tror dog også, at købmanden "deler vandene" i byen.
- Der er nogen, som stort set kun handler ude ved købmanden, og så er der nogen, der nærmest ikke kører derud for andet end at hente pakker, siger Casper Hansen og tilføjer, at han har "anvendt købmanden på lige fod med alle andre butikker".
Da Ligeher.nu Aalborg forhørte sig hos Hanne Christiansen på den anden side af juleferien, havde der kun været en enkelt mulig interesseret forbi butikken.
Foreløbigt har købmanden dog sat en deadline umiddelbart før sommerferien i år.
- Og er der ikke sket noget til den tid, bliver vi i den grad nødt til at handle på det, sagde Hanne Christiansen.
Ligeher.nu Aalborg har efterfølgende været i kontakt med den afgående købmand, der dog oplyser, at hun "desværre ikke har hørt noget seriøst endnu".
Prisen for Min Købmand-butikken er 2 mio. kr. plus 225.000 kr. i goodwill.