Hanne skal sælge sin butik efter 30 år: - Jeg har elsket at gå på arbejde hver eneste dag
- Jeg har ikke noget valg.
Sådan konstaterer Hanne Christiansen, som i sidste måned annoncerede, at hun var tvunget til at sælge sin dagligvarebutik Min Købmand i Egense.
Hun skal igennem en større og omfattende operation til oktober næste år, og derfor må hun snart sige farvel til den butik, hun købte og overtog for 30 år siden.
- Det har været nogle fantastiske år. Jeg har elsket at gå på arbejde hver eneste dag. Jeg har nydt at følge mine medarbejdere gennem alle årene og se mange af dem vokse op fra at være ungarbejdere til at få familie, siger Hanne Christiansen over en kop kaffe i købmandsbutikkens baglokale.
Herfra - og på butiksgulvet - har hun i årtier styret Min Købmand gennem både hårde og gode tider - og altid med et blik for lokalsamfundet og -befolkningen.
- Købmandsbutikken har været et samlingspunkt for Egense og omegn, så vores kunder blev da også vældigt kede af det, da jeg meldte ud, at jeg skulle sælge butikken. Vi har aldrig prøvet at have sådan en stemning i butikken før, konstaterer Hanne Christiansen og tilføjer, at hun har som et konkret mål "at bekæmpe begravelsesstemningen".
- Og så håber vi, at stemningen vender igen, når der forhåbentlig kommer en ny købmand.
Interesse
Det har endnu været sparsomt med bejlere til at overtage købmandsbutikken fra Hanne Christiansen.
En enkelt mulig interesseret har været forbi butikken, men om det er noget, der munder ud i et konkret ejerskifte, ved hun ikke endnu.
Hanne Christiansen håber dog, at en ny købmand er på plads inden påsken, for det er én af de travleste tider på året.
- Så vil det være fint at kunne lave en form for overlevering inden da, konstaterer købmanden.
Hun har sat en umiddelbar bagkant på frasalget af købmandsbutikken lige inden sommerferien.
- Og er der ikke sket noget til den tid, bliver vi i den grad nødt til at handle på det, understreger Hanne Christiansen, som tilføjer, at den ting, hun kommer til at savne allermest, bliver den daglige kontakt med kunderne.
- Det bliver det hårdeste. Der bliver et tomrum dér, der skal fyldes ud. Jeg har brugt ufatteligt mange timer hernede. Dét at være købmand er ikke et arbejde, det er en livsstil. Det er sådan, det er med os små købmænd.
Hvis du vil have fingrene i Hanne Christiansens købmandsbutik, skal du desuden hoste op med 2 mio. kr. + 225.000 kr. i goodwill.