Himmel og Helmig: 22.000 festede til kongen af dansk pop
AALBORG: Himlen var smuk over Trekanten ved Nørresundby lørdag aften.
Ikke bare den sensommerblå af slagsen, men også den musikalske. Thomas Helmig indtog scenen foran 22.000 forventningsfulde publikummer og fra første tone stod det klart, hvorfor Helmig fortsat er dansk popmusiks ubestridte konge.
Med sin blanding af karisma, nærvær og en sangskat, der har sat lydspor til flere generationer, havde han publikum i sin hule hånd. Hver en strofe blev suppleret af tusindvis af stemmer, mens fællesskabet voksede i takt med mørket.
- Hvor er det fedt at være tilbage i Aalborg - fedt at være i Nørresundby, lød det fra århusianeren, der på scenen var suppleret af sit vanlige hold af musikere og korsangere.
Forinden havde Ella Augusta varmet pladsen op med ungdommelig energi og stærke vokaler, inden Jonah Blacksmith leverede deres karakteristiske folk-pop og skabte smukke øjeblikke af eftertænksomhed og fest.
Men aftenen tilhørte Helmig. Han fremstod overskudsagtig og spillelysten, og koncerten balancerede elegant mellem nostalgi og nutid. Publikum fik både de elskede klassikere og følelsen af at være en del af noget større.
Da de sidste toner ebbede ud over Trekanten, stod én ting tilbage: En sommeraften, hvor himmel og Helmig gik op i en højere enhed. Måske var det netop dét, de 22.000 kom efter.