Nu kan du stemme på din favorit bygning
AALBORG: Hvilken bygning eller hvilket område i Aalborg Kommune er din favorit - og hvilken fortjener en pris? Det kan du være med til at bestemme.
Hvert år præmierer Aalborg Kommune nemlig en række bygninger eller byrum, der med en særlig arkitektonisk kvalitet bidrager positivt til kommunens udvikling.
En af kåringerne kaldes 'Borgernes favorit' - og her har du stemmeret.
Det oplyser Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
I løbet af foråret har kommunen modtaget forslag til emner, som fortjener titlen.
Ud af disse har komiteen for bygningspræmiering udvalgt otte emner, der er til afstemning frem til 15. september.
Vinderen af 'Borgerens favorit' offentliggøres sammen med de andre bygningspræmieringer mandag den 5. oktober 2026 klokken 13 på Utzon Center i Aalborg.
Du kan afgive din stemme til 'Borgerens favorit' via Aalborg Kommunes hjemmeside.