Seneste nyt
Billede beskrivelse

Nyt træningsfællesskab har fokus på mental sundhed

22. august 2026 kl. 08.02

AALBORG: Mennesker med psykiske udfordringer kan opleve både ensomhed og barrierer for at deltage i fællesskaber. Derfor støtter LB Foreningen i Region Nordjylland et nyt træningsfællesskab i Psykiatriens Hus i Aalborg med 50.000 kroner.

Det skriver LB Foreningen i en pressemeddelelse.

Det nye projekt udvikles i et samarbejde mellem SIND Aalborg, Brugerrådet i Psykiatriens Hus og Psykiatriens Hus. 

Målet er at skabe trygge rammer, hvor deltagerne kan arbejde med både fysisk og mental sundhed og samtidig blive en del af et meningsfuldt fællesskab.

Træningsforløbene kombinerer fysisk aktivitet, meditation og socialt samvær i små, faste grupper med plads til den enkelte. Målet er at styrke deltagernes trivsel og understøtte deres personlige recovery.

- Mange af de borgere, vi møder, har brug for trygge rammer for overhovedet at kunne tage de første skridt ind i et fællesskab. Her kan vi skabe et rum, hvor de både arbejder med deres sundhed og får nye relationer, som kan være afgørende for deres recovery, siger Lola Rositta Hørstrup, lokalformand i SIND Aalborg.

Deltagerne er med til at forme aktiviteterne

Brugerne bliver selv inddraget i udviklingen af aktiviteterne, og ambitionen er, at fællesskaberne på sigt bliver brugerstyrede.

Samtidig udvikles enkle træningsprogrammer og materialer, så deltagerne kan fortsætte aktiviteterne både sammen og på egen hånd, når projektperioden er slut.

Hos LB Foreningen er der fokus på at støtte indsatser, der både styrker sundheden og giver mennesker i sårbare situationer adgang til fællesskaber.

- Det er et projekt, der tænker både sundhed, fællesskab og forankring sammen. Når deltagerne får konkrete redskaber og samtidig bygger relationer, øges muligheden for, at indsatsen gør en varig forskel i deres hverdag, siger Sanela Jusic, medlem af uddelingsrådet for LB Foreningen i Region Nordjylland.

Projektet henvender sig til voksne med psykiske udfordringer, som er tilknyttet Psykiatriens Hus i Aalborg. 

For nogle i målgruppen kan det være svært at deltage i eksisterende tilbud i civilsamfundet. Derfor skal det lokale og trygge fællesskab være et første skridt mod større deltagelse.

Sammen med donationen modtager SIND Aalborg også et unikt, nummereret og signeret værk af kunstneren Line Jensen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste