Antikvariat slår dørene op igen: - Alting sejlede, ingen strøm og vandet skyllede ned
Det var et frygtelig syn, der mødte Nina Iversen, da hun den 5. september mødte ind på arbejde i Pilegaards Antikvariat og Mønthandel.
– Alting sejlede, der var ingen strøm, alt var helt stort, og vandet skyllede ned.
En vandhane på overetagen havde fosset løs hele aftenen, natten og morgenen, hvilket førte til en omfattende vandskade i forreste del af butikken og kælderen.
Men efter flere måneders intensiv restaurering er butikken nu endelig klar til at slå hoveddøren op igen – og det skal fejres med et brag.
Uerstattelige ting er gået tabt
De ansatte i Pilegaards Antikvariat og Mønthandel er i rigtig godt humør, da LigeHer.nu Aalborg besøger dem. For efter flere måneders restaurering begynder butikken endelig at ligne sig selv igen. Alligevel er det tydeligt, at vandskaden fra september har sat sine spor.
Katastrofen tvang blandt andet de ansatte til at lukke dele af butikken, og håndværkere har i månedsvis arbejdet på at udbedre skaderne. Samtidig har den lukkede hovedindgang betydet, at kunderne har måttet finde vej gennem bagindgangen.
– Det har selvfølgelig påvirket vores salg. Nogle har troet, at vi har haft lukket, og det gik især ud over julehandlen, der blev helt skæv, fortæller Jens Pilegaard, der sammen med sin kone, Alina Pilegaard, ejer antikvariatet.
Men det er ikke kun omsætningen, der har lidt – også uvurderlige ejendele er gået tabt.
–Vi har haft en stor forretning i at sælge gamle postkort til samlere. I vandskaden mistede vi 5.500 af de postkort, siger Jens, mens Nina tilføjer:
– Der røg også originale forfatterbreve. Det kan vi simpelthen ikke erstatte.
Det fulde overblik over skadens omfang mangler stadig.
Forår og fest op vej
På trods af skaderne er butikkens ansatte taknemmelige for, at det trods alt kun gik ud over en del af butikken. Og nu, hvor håndværkerne er ved at lægge sidste hånd på arbejdet, kan de endelig se fremad.
– Butikken er så godt som klar – vi mangler kun de sidste småting, før vi stille og roligt åbner dørene igen. Og med foråret på vej ser det hele lysere ud, fortæller Nina.
Mandag den 24. februar markeres genåbningen med et brag. Antikvariatet inviterer til "bøger og bobler" med flag, rød løber og en hyggelig stemning.
- Vi laver lidt sjov i gaden. Det skal fejres, at vi er tilbage igen, lover Jens.
Som en ekstra fejring gives der også 25% rabat på bøger. Antikvariatet er at finde på adressen Algade 65.