Pilegaards Antikvariat kæmper med vandskade
AALBORG: For 14 dage siden opstod der desværre en omfattende vandskade, som særligt ramte forbutikken i Pilegaards Antikvariat. Hvis man i dag træder ind gennem hoveddøren, er antikvariatet ikke til at genkende. Besøgende mødes af en støvmur, og området omkring disken er præget af murbrokker, nedpakkede reoler og kaos.
Det fortæller antikvariatet i en pressemeddelelse.
Håndværkere er i fuld gang med at fjerne lofter og etageadskillelser for at få tørret alt det våde materiale. Tre store affugtere er installeret og kører døgnet rundt. Det betyder, at adgangen til antikvariatet via hovedindgangen i øjeblikket ikke er mulig.
Kunderne skal i stedet benytte bagindgangen via baggården i Tiendeladen. Der er opsat skilte, som viser vej, men det kan stadig være en udfordring at få kunderne til at forstå, at de fortsat kan besøge butikken udvalget af bøger, mønter, grafik samt guld og sølv som normalt.
Skadeservice har fjernet over 150 flyttekasser med bøger og mønter fra forbutikken. De reddede bøger er nu opmagasineret i et tomt butikslokale ved siden af. Alt er pakket systematisk ned, så bestilte bøger fra webshoppen kan findes frem, selvom de er midlertidigt opmagasineret.
Hvis en kunde ønsker at se bøger om for eksempel arkitektur, er det også muligt.
- Vi er taknemmelige for, at vandskaden primært har været koncentreret omkring disken. Resten af butikken er heldigvis intakt, og selvom vi har mistet bøger og inventar, kunne skaden have været langt værre, lyder det fra antikvariatet.
Også fra lagerkælderen er mange bøger blevet fjernet, men desværre har det ikke været muligt at redde flertallet, da vandet naturligt løb nedad.
- Vi har endnu ikke et fuldt overblik over skadens omfang, men håndværkere og Skadeservice arbejder hårdt på sagen. Vi håber, at vores kunder vil tage situationen med godt humør og fortsætte med at besøge os i Algade, mens arbejdet står på.