Billede beskrivelse

Peter Møller Madsen fra Nibe Festival: Derfor er der ikke flere kvinder på plakaten i år

30. marts 2024 kl. 18.53
Opdateret 07. april 2024 kl. 11.34

- Der er mange, der har spurgt mig ind til, hvorfor der ikke er flere kvindelige artister på plakaten i år, fortæller Peter Møller Madsen, som er talsmand for Nibe Festival.

Peter står som kunstnerisk ansvarlig også bag årets lineup til festivalen i Skalskoven d. 3. - 6- juli.

Og nu spørger Aalborg.nu ham så også ind til, hvorfor der ud af 39 navne offentliggjort på plakaten på nuværende tidspunkt, kun kan tælles 9 koncerter med kvinder i front.

- Det vil jeg meget gerne komme med en kommentar til, for jeg synes det er vigtigt, at vi dykker ned i det, siger Peter til os, da vi mødes med ham i Aalborg.

Billede beskrivelse

Intet slaraffenland

- Vi har stadig store udfordringer i musikbranchen, som handler om at få knækket en kode, der kan få flere kvinder på scenen, mener han.

Det er nemlig ikke sådan, at Peter står foran et slaraffenland af kvindelige musikere, som han frit kan håndplukke fra, når der skal bookes til festivalen - men bare vælger at lade være. Tværtimod.

- Lige nu er virkeligheden desværre, at vi som bookere stadig får tilbudt væsentligt færre kvindelige end mandlige artister. Dertil kommer, at jeg ikke bare booker en kvinde, fordi hun er kvinde. Jeg booker ikke efter kvoter, siger han og uddyber:

- Jeg har den holdning, at det ikke vil gavne, hverken i den ene eller den anden ”lejr”. Det vil bare være omvendt-diskrimination i mine øjne, forklarer han.

Billede beskrivelse

Musikken kommer først

Alle de navne, der står på festivalen plakat lige nu, er der derfor kun, fordi de giver mening til Nibe Festival.

Her sammensætter man hvert år et musikprogram af både nyt, gammelt, upcoming og populært musik ud fra den brede målgruppe, som festivalen henvender sig til. Der skal med andre ord være noget for enhver musiksmag.

- Musikken og publikummet kommer først. Altid. Men vi har også et ansvar, erkender Peter.

- Som branche skal vi ændre på nogle ulige vilkår, som har hersket gennem rigtig mange år. Det starter efter min mening allerede helt nede i musikskolerne og øveklubberne og på de små, lokale spillesteder rundt omkring i landet, som skal arbejde målrettet efter at tiltrække flere, unge kvindelige artister og musikere, siger han.

Og så peger Peter også på at mangfoldigheden formentlig også skal vise sig i kulisserne, før den kan ses på scenen. Der skal nemlig flere kvinder ind som agenter, som bookere, som managers og som pr-ansvarlige i hele musikbranchen, kort sagt blandt beslutningstagerne, hvis du spørger Nibes booker.

Se også
Natkoncerter på Nibe Festival: 3 nye navne på plakaten
Se også
Massiv stjerneregn over Nibe: Andreas Odbjerg, Magtens Korridorer og mange flere
Se også
Stjerneregnen fortsætter: Flere kunstnere er klar til Nibe 2024

Idoler for en ny generation

Som toneangivende festival i Nordjylland tager Peter sit ansvar alvorligt, når han og holdet udvælger upcoming kunstnere til plakaten. Blandt andet fordi, de kan blive en ny generations forbilleder indenfor musikken.

I år kan vi for eksempel se frem til at opleve Angående Mig, Pauline og Mumle til Nibe Festival i juli.

- Lige nu er jeg rigtig glad for, at vi kan præsentere de her dygtige og stærke kvinder, som er på vej frem. Og så vil jeg bare håbe, at de får godt fat, og at det gør en forskel for deres karriere, at komme på scenen på Nibe. Det er her, jeg kan tage ansvar for at lave det generationsskifte i branchen, som er så hamrende vigtigt, siger Peter og fortsætter:

- Jeg er meget optimistisk her, for der er et stort og stærkt kuld af kvindelige artister med masser af potentiale på vej, men det er også en stor arv der skal løftes efter mange årtier med Sanne, Anne, Hanne, Lis og så videre, slutter han.

Se Peter Møller Madsens samtale med musiker Pernille Rosendahl om samme emne her:

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste