Sylvius er Aalborgs nye gin-bar
- Det har stået på min liste med skøre idéer længe. Og pludselig bød muligheden sig. Jeg er stolt og glad og nervøs på samme tid for at tage hul på næste del af mit gin-eventyr.
Sådan udtaler Oliver Bruun til Aalborg.nu. Han er i forvejen medejer af webshoppen Mr. Gin, der sælger et bredt udvalg af gin og arrangerer forskellige gin-events fx som sejlture, togture og i Aalborgtårnet.
Nu kan han også snart servere gin for aalborgenserne i sin egen bar, som får navnet Sylvius. Navnet stammer desuden fra den hollandske professor Franciscus Sylvius, som eftersigende opfandt ginnen i 1600-tallet.
- Jeg synes jo byen mangler en gin-bar. Der er rigtig mange gode vinbarer efterhånden, så Sylvius bliver et alternativ til dem, fortæller Oliver.
Gin, der er en destilleret alkoholisk drik baseret på enebær, er ifølge Oliver enormt alsidig, da den kan have flere forskellige smage og kan bruges til mange forskellige drinks.
- Jeg har allerede et godt publikum til mine gin-events, så jeg ved at interessen er der i Aalborg. Alle kan lide gin - og hvis man tror, man ikke kan, så har man bare ikke fået det serveret ordentligt, mener han.
Genial gårdhave
Sylvius bliver dermed byens første og eneste gin-bar, og den får adresse i det legendariske lokale i Algade 59, som tidligere har huset Holles Vinstue.
- Det var de her lokaler, der gjorde at drømmen endelig føles klar til at blive til virkelighed. Jeg er vild med det her område af Aalborg, som er blevet et sted for "foodies" med forskellige vinbarer og restauranter. Det bliver en kæmpe styrke at ligge lige her, det er jeg overbevist om, siger Oliver.
Lokalerne står overfor en stor renovering og helt ny indretning. Stemningen bliver hyggelig med mørke og rustikke omgivelser indrettet med træmøbler og messing.
- Og så er der en genial gårdhave, som indbyder til hyggelige sommeraftener med gode venner og drinks i glasset, fortæller Oliver.
Sylvius vil byde på et stort udvalg af gin, signaturcocktails og et mindre udvalg af øl, vin og snacks. Når først alkoholbevillingen ellers falder på plads.
- Jeg forventer at være klar til at servere Aalborgs lækreste gin & tonics i løbet af april eller maj. Det kommer an på renoveringsprocessen og på bevillingen. Jeg har lige sendt ansøgningen afsted, så kryds fingre for, at det bliver en hurtig proces, slutter Oliver med et smil.