Ning følger sin drøm: Nu kan du også få thaimad i kendt pølsevogn
Her finder du den klassiske hotdog med det hele - side om side med panang karry og pad krapow
AALBORG: Den er kendt for sine hottere med det hele - og nu er der netop føjet nyt til menukortet i den legendariske pølsevogn på Boulevarden.
Med den centrale placering gennem mange år er pølsevognen en gammel kending blandt byens passionerede hotdog-elskere og bare rolig, pølserne forsvinder ikke. Men med salget af eksempelvis panang karry og pad krapow føjer ejeren nyt til fortællingen.
- Det har hele tiden været min drøm at supplere med nogle af de retter, jeg lavede i Thailand. Jeg elsker at lave mad, siger Dueandara Khong-On, der bliver kaldt Ning.
Hun overtog den kendte pølsevogn i sommer og lægger stor vægt på, at maden skal være i orden, og at man bliver mødt af et smil og god service. Og kunderne kvitterer da også med opbakning.
- Det går rigtig godt, siger Ning Khong-On.
- Kunderne kan godt lide maden, jeg gør meget ud af, at man skal kende smagen og krydderierne, så det er som det, man får i Thailand.
For at gøre opmærksom på sit seneste initiativ står hun klar med smagsprøver, når kunderne kommer for at købe en hotdog.
- De fleste siger ja tak til at smage, og der er mange her fra området, som har været forbi flere gange for at købe thaimad, især til aftensmad, siger Ning Khong-On.
Det betyder også, at åbningstiden nu er ændret til klokken 19 mandag til fredag, da det især er sidst på dagen, hun sælger sine nye retter - og ofte som takeaway.
I første omgang finder du grøn karry, pad krapow og panang karry på menukortet - og Ning Khong-On udelukker ikke, at flere retter kommer til.
Du finder Ning's 2go på Boulevarden 15.