Stor efterspørgsel tvinger spillested til sceneskift: - Interessen har været helt vild
AALBORG: I sidste uge annoncerede spillestedet Skråen, at verdensstjernen Swae Lee ville gæste dem og Aalborg.
Og nu - blot lidt over en uge senere - har Skråen måttet erkende, at det oprindelige spillested i Skråens koncertsal er for småt.
Derfor har man valgt at flytte den eftertragtede og meget populære koncert til Royal Stage i stedet. Det skriver Skråen i en pressemeddelelse.
- Vi har oplevet en stor efterspørgsel på billetter. Swae Lee er uden tvivl et af de største internationale navne, vi har haft på plakaten i længere tid, og interessen har været helt vild. Derfor har vi nu også valgt at flytte koncerten til Skråens Royal Stage, så endnu flere får mulighed for at opleve ham live, siger Troels Højgaard Sørensen, der er booking- og programansvarlig på Skråen.
Indenfor genrerne moderne hiphop og pop har Swae Lee slået sit navn fast med syvtommersøm - både med Rae Sremmurd-hits som "No Flex Zone", "No Type" og "Black Beatles".
Som soloartist har han imidlertid lagt yderligere lag på sin popularitet med flere samarbejder med andre store kunstnere - herunder "Unforgettable" med French Montana, "Sicko Mode" med Travis Scott og "Sunflower" med Post Malone.
Swae Lee-koncerten løber af stablen torsdag 20. august kl. 20.
Billetsalget er allerede i gang.