Seneste nyt
Billede beskrivelse

Tankemylder og søvnbesvær: Gratis foredrag igen udsolgt

20. juni 2026 kl. 12.02

AALBORG: Du kender det måske alt for godt. Du lægger dig til at sove, men i stedet for ro starter hjernen sit eget aftenprogram: morgendagens opgaver, gamle samtaler og alt det, du “lige skal huske”.

Det er en oplevelse, mange kan nikke genkendende til og interessen for at gøre noget ved det har været så stor, at et gratis foredrag om søvn og stress nu for anden gang er blevet udsolgt.

Her anden gang inviterer Trekanten Kulturhus til foredraget, hvor borgere får konkrete råd til at skabe mere ro i både krop og hoved.

Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.

Stor efterspørgsel på viden om søvn og stress

Sidste gang blev arrangementet afholdt i Musikkens Hus, hvor over 350 mennesker mødte op for at høre om sammenhængen mellem søvn og stress og få konkrete redskaber til hverdagen.

Den store interesse fik Aalborg Kommune til at gentage succesen og endnu en gang er pladserne blevet revet væk.

- Stress fylder desværre meget i vores sundhedsdata som noget, der udfordrer en del af borgerne i Aalborg Kommune. Og vi kan også se, at søvnen er en voksende udfordring på tværs af generationer. Så jeg er glad for, at vores dygtige forebyggende sundhedsmedarbejdere i Klima, Kultur og Sundhed har det med i vores mange gode sundhedstilbud, siger Jan Nymark Rose Thaysen, rådmand i Klima, Kultur og Sundhed i Aalborg Kommune.

Søvn og stress hænger tæt sammen

På scenen står Martin Gilkrog Olesen fra Center for Sundhedsfremme sammen med psykolog Jakob Veje Eiriksson fra Center for Mental Sundhed.

De oplever, at mange bliver overraskede over, hvor stor en rolle søvn spiller for mental trivsel – og hvor meget man faktisk selv kan påvirke.

- Vores foredrag er bygget sådan op, at vi gerne vil klæde folk på med konkret og letforståelig viden om stress og søvn - og de to er tæt knyttet til hinanden på godt og ondt, fortæller Martin Gilkrog Olesen, søvnvejleder i Center for Sundhedsfremme i Aalborg Kommune.

Han fortsætter:

- Og så har vi også en række meget konkrete tips og råd til, hvordan man holder stressen i ro i hverdagen, og hvordan man med enkle greb kan få den gode søvn igen. Så jeg håber, folk vil melde sig til, så vi kan få fyldt salen op.

Til efteråret sætter Aalborg Hovedbibliotek fokus på unges søvnvaner og trivsel.

Her er målet at ramme både unge og forældre med budskabet om, at god søvn ikke er en luksus, men en forudsætning for at fungere i hverdagen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste