Nyt gavlmaleri pynter Aalborg - fortolk det selv
AALBORG: Årets første gavlmaleri står nu færdigt, og endnu en mur har fået nyt liv i Aalborg.
Kunstneren bag værket er den australske Adnate fra Melbourne.
Han har tidligere malet gavlmalerier over hele verden, blandt andet i Singapore, London og New York - men det er første gang, han arbejder i Aalborg.
Det hele sker i samarbejde med Kirk Gallery, som nu for 13. sæson i træk åbner op for posen med kreative projekter i Aalborg og omegn.
På eller af med masken?
Det nye kunstværk forestiller en ung dansk kvinde med en maske i hånden.
- Om hun tager masken på eller af, er op til folk selv at fortolke, fortæller Adnate.
Det er nemlig vigtigt for Adnate, at folk selv må tolke på hans værker - og af samme grund plejer han heller ikke at give dem titler.
- Jeg har altid følt, at hvis jeg kan lave et kunstværk, der gør, at folk har deres egen interpretation, så føler jeg, at jeg har skabt noget, der fortæller en god historie.
Og de forbipasserende aalborgenserne har allerede givet deres bud på, hvad de synes, det forestiller.
- Flere har allerede fortalt mig, at de føler, at værket forestiller de mange mennesker, der går rundt i byen med masker på.
Se det selv
Vil du se billedet og lave din egen fortolkning af det, finder du maleriet i krydset ved Østre Havnegade og Nyhavnsgade.
Adnates værk er det første af mange gavlmalerier, som denne sommer kommer til byen. Læs mere om det her.