Ny motorbåd gør Limfjorden tilgængelig for alle
NORDJYLLAND: Flere nordjyder får nu mulighed for at opleve Limfjorden fra vandsiden.
Grejbanken ved Aalborg Sportshøjskole har nemlig anskaffet en specialbygget motorbåd, der gør det muligt for blandt andre kørestolsbrugere og personer med nedsat mobilitet at komme med på fjorden.
Det skriver Aalborg Sportshøjskole i en pressemeddelelse.
Den nye motorbåd er udstyret med en front, der kan sænkes, så passagerer med gangbesvær lettere kan stige ombord.
Dermed bliver det muligt for en ny gruppe borgere at opleve naturen og udsigten på Limfjorden helt tæt på.
Ifølge Kim Jensen, der er ansvarlig for Grejbanken og højskolelærer på Aalborg Sportshøjskole, opstod idéen efter samtaler med ældre lystfiskere.
- Jeg fik idéen til projektet, da jeg snakkede med flere ældre fiskere, der ærgrede sig over, at de ikke længere kunne komme på fjorden på grund af manglende mobilitet, fortæller Kim Jensen, som er som er ansvarlig for Grejbanken. Han fortsætter:
-I Grejbanken vil vi nu kunne tilbyde naturoplevelser til en helt ny målgruppe, og jeg glæder mig til, at vi får mange flere nordjyder til at se og opleve den fantastiske Limfjord, vi har.
Projektet er blevet realiseret med støtte fra blandt andre Melsen Fonden, Nordea-fonden og Norlys Vækstpulje.