Nibe Festival har fået sig en millionbar
Onsdag bød på en omsætningsrekord på Nibe Festival - omtrent 8,8 mio. kr. blev der solgt for.
Og torsdag brød musikfestivalen så igen en økonomisk mur.
Det skete, da festivalgæsterne - i stor stil må man sige - fandt vej til den ikoniske og eftertragtede Club 85-bar tæt på Stor Scene.
Her var efterspøgslen så enorm på drikkevarer, at baren endte med at omsætte for mere end én million kr. - kun på den ene dag.
Helt præcist 1.050.000 kr. blev der solgt for i Club 85 torsdag.
- Det var en stor og god dag i går også. Vi havde mange gæster og omsatte for 8,2 mio. kr. på dagen - det er 12 procent over det, vi ellers har sat vores ambitiøse budget på, lød det Nibe Festivals pressemøde fredag eftermiddag.
Her udlagte talsmand Peter Møller Madsen og formand Thomas Larsen teksten - og kunne desuden berette om en "rolig og harmonisk" festival indtil videre.
I alt er der blevet klippet 31 armbånd i løbet af de første dage - cirka halvdelen af dem er blevet erstattet med advarselsarmbånd, men den anden halvdel er blevet fulgt hen ud af festivalspladsen.
Fredag resterer der stadig flere store navne på plakaten - så nye rekorder skulle bestemt ikke være uden for rækkevidde for Nibe Festival, der i år afvikles for 39. gang.