Guf & Kugler åbner i dag med flere nyheder: Én af dem skiller sig særligt ud
Vejret arter sig fra sin bedre side i disse dage - og hvilken bedre anledning at fejre det med end en is.
Mulighederne i Aalborg er efterhånden mange og gode - og i dag fredag kl. 12 skyder Guf & Kugler så deres Aalborg-sæson i gang med åbningen af den nye isbutik i Bispensgade.
Det bliver med flere nyheder og nye tiltag - den ene af dem, den vel nok mest markante, vender vi tilbage til senere.
Først lader vi Jeppe Korsholm om at introducere isbutikken - eller iscaféen som han også omtaler den.
- Vi har selvfølgelig lavet vores helt egen, hjemmelavede softice og det sædvanlige store udvalg af isspecialiteter med alverdens smage. Blandt andet introducerer vi en cookie-variant med pekannød, som var vildt populær til åbningen i Nibe, fortæller Jeppe Korsholm indledningsvist.
- Dertil kommer vores egne hjemmebagte vafler, som vi laver helt fra bunden ud fra vores egen, unikke opskrift. Vi regner med, at duften kommer til at fylde hele lokalet - men også nærmest trække folk ind helt ude fra gaden, tilføjer Guf & Kugler-indehaveren.
Særlig softice-variant
Den nye isbiks på hjørnet af Bispensgade og Gravensgade er desuden opført i en klassisk mormorstil - og så er der både indendørs og udendørs gjort plads til markant flere gæster end i Slotsgade.
- Der er bliver plads til omtrent to til tre gange så mange indenfor her i den nye café, og udendørs bliver der plads til mellem 20 og 25 personer. Så alt i alt er den nye iscafé ligesom Slotsgade - bare større og bedre, understreger Jeppe.
Foruden iskugler, softice og andet godt fra dessertkøkkenet, gør Guf & Kugler sig også i en række specialiteter i eksempelvis bolsjer.
Men også kaffe er nu et fast element i Guf & Kugler-butikken, for Jeppe og kompagni har indgået et fast partnerskab med Bentax.
Og så vender vi tilbage til indledningen og den "markante nyhed" som lovet.
Som noget helt nyt - og helt specielt - laver Guf & Kugler nemlig en pistacievariant af deres egen softice - lavet på pistacienødder fra Sicilien.
- Den glæder vi os til at introducere for folk og høre deres bedømmelser. Vi lover, at det bliver en fløjlsblød, men også sart, is med behagelige og smagfulde noter af pistacie, fortæller Jeppe Korsholm.
Guf & Kugler i Bispensgade åbner dørene for første gang kl. 12 senere i dag - holder åbent til klokken 20.
Herefter holder man åbent alle ugens dage kl. 12-20 - dog undtaget lørdag hvor åbningstiden er kl. 11-20.