BridgeRunner donerer flot beløb til truede dyr
Bo Bach Dam Trige og Jonas Nord Rosenvinge er mændene bag løbefællesskabet BridgeRunners, som arrangerer en række underholdende og udfordrende temaløb i Aalborg, herunder Egholm Trail, PTSD-Løbet og Sommerløbet i Zoo.
Sidstnævnte løb fandt sted for to uger siden, hvor BridgeRunners i samarbejde med Aalborg Zoo inviterede løbe- og gåglade entusiaster på en rute gennem de smukke omgivelser både inde i parken og udenfor.
Mere end 600 deltagere tog udfordringen op og fuldførte ruten, som førte dem gennem Aalborg Zoo.
- Forleden havde vi et stort arrangement med 600 løbere og omkring 150 tilskuere, da vi samlede ind til Zoos arbejde med truede dyr, fortæller Bo Bach Dam Trige til aalborg.nu.
Undervejs passerede deltagerne kænguruer, lemurer, isbjørne, løver, orangutanger og mange andre fascinerende dyr.
Det førte til en flot donation på 20.000 kroner til Aalborg Zoos arbejde med bevarelse af truede dyrearter.
- I fredags var vi oppe for at aflevere en check på 20.000 kroner, som var det beløb, der blev samlet ind til Sommerløbet, fortæller Bo og fortsætter:
- Vi synes, det er vigtigt, at vi har et sted som Zoologisk Have her i Aalborg, som både er blevet meget nytænkende over de senere år og ikke kun skal være et sted, hvor man ser på dyr, men også afholder events som løb.
BridgeRunners ser frem til at gentage succesen i december med deres kommende juleløb.
Den 3. og 4. december inviterer de igen løbeentusiaster til at opleve julelyset i Aalborg Zoo, hvor en del af overskuddet igen vil gå til Aalborg Zoos arbejde med truede dyrearter.