Historisk vikingeskib imponerer i Aalborg
AALBORG: Blandt de mange imponerende skibe, der i disse dage ligger til kaj i Aalborg under The Tall Ships Races, vækker det norske vikingskib Saga Farmann særlig opmærksomhed.
Det næsten 21 meter lange fartøj er en rekonstruktion af Klåstadskibet - et handelsskib fra vikingetiden, som blev fundet ved Klåstad i Larvik i Norge.
Skibet blev opdaget allerede i 1893, men først udgravet i 1970.
Arkæologer mener, at det forliste omkring år 998 med en last af brynesten ombord.
Ombord på Saga Farmann er 12 besætningsmedlemmer, der holder gamle maritime håndværk og sejltraditioner i live.
Blandt dem er historikeren Eivind Luthen, som var en af initiativtagerne til rekonstruktionen.
Han beskriver projektet som et forsøg på at genoplive vikingeres gamle handelsruter og vise, at skibet ikke blot er et museumsemne, men et fartøj skabt til at sejle.
- Og så er det bare dejligt at være her i Aalborg. En by der historisk har haft meget tætte handelsforbindelser til Norge, lyder det fra Eivind.
Den smukke rekonstruktion er bygget i Tønsberg og giver publikum et sjældent indblik i, hvordan et nordisk handelsskib fra vikingetiden har taget sig ud på havet for mere end 1.000 år siden.