Billede beskrivelse

Egholm Trail vender tilbage: - Det er vores mest udfordrende løb

19. juni 2024 kl. 06.00

Der har været meget fokus på den smukke natur på Egholm i forbindelse med diskussionen om den tredje Limfjordsforbindelse, der for nyligt er blevet vedtaget.

Nu kan opleve naturen helt tæt på og fortsat helt uforstyrret for det nye byggeri på øen, når der for andet år i træk afholdes Egholm Trail lørdag d. 27. juli.

Se også
Aalborg Tårnet forventer endnu mere medvind efter vedtagelsen af ny Limfjordsforbindelse

Løbet kombinerer naturen på Egholm midt i Limfjorden med fællesskab og motion for alle aldre. Sidste år blev 250 pladser da også udsolgt på rekordtid, og derfor er der i år sat 500 pladser til salg.

- Som den helt store gimmick i år har vi valgt at lade os inspirere af et lignende løb på Læsø, hvor starten går direkte fra færgen, forklarer Bo Trige fra BridgeRunners, der arrangerer løbet.

Billede beskrivelse

- Det betyder folk får udleveret deres startnummer på Aalborg siden, hvorefter de stiger på færgen. Ombord bliver der musik og mega fed stemning, og i det sekund, vi anløber havnen på Egholm, lyder vores klokke og starten går til det smukkeste, hyggeligste og for dem der vil løbe langt, også det mest udfordrende løb i vores kalender, uddyber Bo.

Billede beskrivelse

Tør du tage Egholm Udfordringen?

Det bliver nemlig muligt at tage "Egholm Udfordringen" på hele 52,2 km igennem den smukke natur. Tør du tage udfordringen op står arrangørerne klar med vand, cola, saft, slik, chokolade og is samt masser af vand til dig undervejs.

- Selvfølgelig står vi der også med vores gode humør og hepper, og sørger for du hele tiden kommer ud på næste omgang, så til sidst kan få din medalje og dit Egholm Udfordringen trofæ, siger Bo med et smil.

Det er imidlertid ikke kun langdistance-løberne, der er inviteret med til Egholm denne sommer. Egholm Trail skal nemlig være et løb for alle.

Distancerne:

  • 2,3 km - Walk & Run
  • 5,7 km - Walk & Run
  • Kvartmarathon - Walk & Run
  • Halvmarathon - Walk & Run
  • Egholm udfordringen 52,5 km. - Run

- Med forskellige løbe- og gå ruter, familievenlige stier og udfordrende distancer, så er der noget for enhver smag og formåen. Uanset om man er på jagt efter en udfordrende trail-rute eller nyder en afslappet gåtur i naturen, så er man velkommen, siger Bo.

Og vil man bare med for at heppe, så vil der på eventpladsen være mulighed for at sidde med tæpper og koncertstole og nyde det gode vejr. Der kan også bookes bord på restaurant Kronborg til en lækker frokost på dagen.

Fakta

Hvad: Egholm Trail

Hvor: Egholm Ø, 9000 Aalborg

Hvornår: Lørdag d. 27/7 kl 11.00

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste