Populært velgørenhedsløb vender tilbage: Støt PTSD-ramte og pårørende
Til sommer danner området omkring Hvorup og Aalborg Kaserne igen ramme for velgørenhedsarrangementet PTSD-Løbet, der støtter Landsforeningen for PTSD-ramte.
Arrangementet er drevet af de løbegale ildsjæle fra Bridgerunner, som har taget initiativ til dette løb for at skabe fokus på de udfordringer PTSD-ramte og deres pårørende lever med.
- PTSD løbet 2023 var en kæmpe succes, der deltog 650 mennesker og genererede ikke mindre end 72.000 kr. til Landsforeningen for PTSD-ramte og pårørende, fortæller Bo Trige fra Bridgerunner til Aalborg.nu.
De håber at fordoble antallet af deltagere i år - og du kan sagtens deltage, selvom du ikke har fået smidt julesulet endnu.
Løbet er ikke det vigtigste
Selve løbet er nemlig ikke nødvendigvis et “løb” - du vælger selv, om du vil gå, løbe eller bare støtte op om arrangementet som betalende tilskuer.
Er du til lidt mere fart over feltet, kan du som noget nyt i år prøve kræfter med terrænet omkring Hvorup på mountainbike. På kasernens områder vil der på dagen være et udvalg af mad- og drikke-boder samt aktiviteter for børn (og voksne) i alle aldre.
Blandt andet kan du få lov at opleve, hvordan en fængselscelle ser ud indefra i Kriminalforsorgens rullende fængsel.
Området spilles op af DJ Nicoline Toft, ligesom der vil være mulighed for at købe spændende merchandise og sportsudstyr doneret af lokale foreninger, virksomheder og sponsorer.
- Ved at deltage i PTSD Løbet 2024 støtter du ikke kun Landsforeningen for PTSD-ramte og pårørende, men du er også med til at bryde tabuet omkring posttraumatisk stresslidelse (PTSD). Uanset om du er en rutineret løber, en entusiastisk gående eller en familie på eventyr - der er en plads til dig, slutter Bo Trige.