For fjerde i år træk kan du deltage i pindsvinetælling
NORDJYLLAND: I et fælles forsøg på at få mere viden om pindsvinet opforderer WWF og Dr. Pindsvin igen danskerne til at tælle pindsvin.
Det sker næste gang lørdag 8. august over hele landet.
Det skriver WWF Verdensnaturfonden i en pressemeddelelse.
- Vi vil gerne vide, hvor pindsvinet lever, men også hvor det ikke gør. Derfor skal man registrere, uanset om man ser et pindsvin eller ej. Vi vil også gerne vide, hvis du ser et dødt pindsvin, også de trafikdræbte, for dem er der desværre rigtig mange af.
- Alt i alt er det med til at give et samlet billede af pindsvinebestanden i Danmark, og hvor de er mest udsatte, siger Sophie Lund Rasmussen, også kendt som Dr. Pindsvin.
Hun forsker til daglig i pindsvin ved Statens Naturhistoriske Museum og Oxford Universitet.
På den internationale liste over truede dyrearter blev pindsvinet i 2024 erklæret som "nær truet", og det er blandt andet én af årsagerne til, at man vil kortlægge pindsvinet i Danmark.
Det er fjerde år i træk, at man laver pindsvinetælling i Danmark, og gennem årene har man talt sammenlagt 60.000 pindsvin - sidste år var tallet 21.374 pindsvin, heraf 3599 i Nordjylland.
- Det tager årevis at blive klogere på og forske i en bestemt art, og derfor har vi brug for danskernes opbakning igen i år. Der begynder dog at tegne sig et billede af, at pindsvinet nok holder til i haver og bynær natur, men formentlig foretrækker mere stille villaveje eller naturnære områder, hvor der er færre forstyrrelser og bedre adgang til føde, siger Sophie Lund Rasmussen.