Seneste nyt
Billede beskrivelse

Små armbånd kan gøre en stor forskel på Nibe Festival

01. juli 2026 kl. 08.00

NIBE: Det kan være svært at se forskel på, om en person er beruset eller har lavt blodsukker.

I værste fald kan det være livsfarligt.

Derfor uddeler Diabetesforeningen igen i år gratis diabetes-armbånd ud på Nibe Festival, som i disse dage samler tusindvis af festivalgæster.

Det oplyser foreningen i en pressemeddelelse.

De lyseblå armbånd skal gøre det tydeligt for omgivelserne, at bæreren har diabetes og kan have brug for hjælp hurtigt.

- Det kan være forskellen på liv eller død, at andre hurtigt opdager, at en person har diabetes og har brug for hjælp ved lavt blodsukker. Armbåndet gør sygdommen synlig og fortæller helt konkret, hvad man skal gøre i situationen. Det skaber tryghed – både for mennesker med diabetes, samaritter og andre festivalgæster, siger Claus Richter, administrerende direktør i Diabetesforeningen.

Fakta om lavt blodsukker

Lavt blodsukker kan få personer med diabetes til at virke forvirrede, konfuse, blege eller påvirkede.

Ved lavt blodsukker skal man give noget med sukker, fx juice, druesukker, honning eller slik.

Hvis personen bliver bevidstløs eller får kramper, skal man ringe 1-1-2 og ikke give mad eller drikke.

36.100 danskere lever med type 1-diabetes, heraf 14.000 under 39 år.

Kilde: Diabetesforeningen

På armbåndet står der:

"JEG HAR DIABETES. Virker jeg konfus? Måske har jeg lavt blodsukker. Giv mig noget med sukker og RING 112. TAK"

Armbåndet er særligt relevant for mennesker med type 1-diabetes og andre med diabetes, der behandles med insulin, fordi de risikerer at få alvorligt lavt blodsukker.

Diabetes-armbåndene er sponsoreret af Alm. Brand og kan hentes gratis hos samaritterne på Nibe Festival. 

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste