Butikken åbnede for ti år siden - og nu bygger Peter til
VODSKOV: Rema 1000 i Vodskov har indledt en større udvidelse.
I alt føjes 200 nye kvadratmeter til bygningen, hvoraf 115 kvadratmeter bliver nyt butiksareal, mens resten indrettes til lager.
Det er efterhånden 10 år siden, at Rema 1000 slog dørene op til forretningen i Vodskov.
Købmand Peter Nikolajsen har stået i spidsen lige siden, og han glæder sig til forbedringerne.
- Vi har arbejdet med planerne i flere år, så det er dejligt, at projektet nu bliver til virkelighed, lyder det fra Peter Nikolajsen.
- De ekstra kvadratmeter giver bedre muligheder for at præsentere varerne. Der skabes endnu mere luft og overskuelighed i butikken, og det giver selvfølgelig kunderne en bedre oplevelse, tilføjer Rema 1000-købmanden.
Selvom byggeriet er gået i gang, holdes der åbent som hidtil.
Kunderne vil i perioder kunne opleve mindre ændringer i indretningen, men sortimentet vil fortsat være tilgængeligt.
- Vi forsøger at minimere generne, og heldigvis har vi kun mødt positive tilkendegivelser, konstaterer Peter.
Der er endnu ikke fastsat en dato for indvielsen.