Seneste nyt
Billede beskrivelse

Mordmysterium forvandler Aalborgs ginbar til gerningssted

03. september 2026 kl. 12.01

AALBORG: Der er sket et mord på Sylvius Ginbar i Algade, og gæsterne får mulighed for selv at opklare sagen, når ginbaren inviterer til ni aftener med mordmysterium i oktober.

Historien tager udgangspunkt i en berygtet ginproducent, der bliver fundet død i baren kort før lanceringen af sin hemmelige gin. Et åbent pengeskab, en knust flaske og seks mistænkte er blandt sporene i sagen.

Billede beskrivelse

Det oplyser Sylvius Ginbar i en pressemeddelelse.

Til arrangementet bliver baren forvandlet til et victoriansk London anno 1897 med levende lys, cigarrøg og tåge. 

Som taget ud af en Sherlock Holmes-fortælling ligger der et brev fra Baker Street og venter, hvor gæsterne bliver bedt om at hjælpe med efterforskningen.

Billede beskrivelse

Aftenen er bygget op som en rigtig efterforskning, hvor gæsterne bord for bord arbejder sig gennem sagsmapper med spor, afhøringer, obduktionsrapporter og gerningsstedsfotos.

Seks personer var til stede den skæbnesvangre aften, og alle har noget at skjule. Kun én af dem er morderen.

For hver løst gåde serveres en af fire cocktails, der er udviklet særligt til temaet. Til sidst skal deltagerne pege på den skyldige, før den sidste cocktail er tømt.

- Vi elsker at give vores gæster en aften, de husker. Her sidder man ikke bare og kigger på, man bliver selv en del af historien. Det er hygge, gåder og gode grin, krydret med noget af det, vi holder allermest af, nemlig god gin, siger Oliver Bruun, indehaver af Sylvius Ginbar.

Billede beskrivelse

Mordmysteriet er et lukket event, hvor dørene kun åbnes for billetkøbere, og der er plads til et begrænset antal detektiver hver aften.

Premieren finder sted mandag den 12. oktober klokken 20 på Sylvius Ginbar, Algade 59 i Aalborg. 

Der afholdes i alt ni events i løbet af oktober, og arrangementet varer fra klokken 20 til 22.

Der er begrænset antal billetter.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste