Seneste nyt
Billede beskrivelse

Anonym gæst giver stor gave til Aalborg: Nu bliver der gratis entré på museum

01. september 2026 kl. 07.27
Opdateret kl. 07.49

AALBORG: Der er godt nyt til aalborgensere og andre, der gerne vil tættere på byens historie.

Fra 1. september og helt frem til 23. december 2026 bliver det nemlig gratis at besøge Aalborg Historiske Museum.

Bag den gratis entré står en anonym kunde i Merkur Andelskasse, som har doneret 125.000 kroner.

Det oplyser Aalborg Historiske Museum i en pressemeddelelse.

Ønsket med donationen er, at endnu flere får mulighed for at opleve Aalborgs historie, inden museet lukker ved årsskiftet.

Og når dørene først lukker, går der efter planen flere år, før de åbner igen.

Lukker i flere år

Efter nytår lukker Aalborg Historiske Museum for en omfattende forvandling.

Den historiske museumsbygning skal restaureres og bygges om, mens de nuværende udstillinger skal gentænkes og erstattes af helt nye.

Planen er, at museet skal slå dørene op igen i 2029.

– Vi er utrolig glade for donationen, som giver alle mulighed for at opleve museet gratis, inden vi lukker ned. Det er en særlig bygning med en lang historie, og vi håber, at mange vil benytte lejligheden til at komme forbi – måske for sidste gang, inden vi åbner dørene til et helt nyt museum, siger Lars Christian Nørbach, direktør for Nordjyske Museer, som Aalborg Historiske Museum er en del af.

Aalborg Historiske Museum åbnede i 1879, og museumsbygningen er ifølge Nordjyske Museer den ældste museumsbygning i provinsen, som fortsat fungerer som museum.

Når museet efter planen genåbner i 2029, bliver det derfor samtidig i året for museets 150-års jubilæum.

Fra vikinger til Gaden

Det nye museum skal have fokus på de fortællinger, der ifølge Nordjyske Museer udgør Aalborgs DNA.

Det spænder vidt – fra vikingetid og byens store industrihistorie til karneval og festlivet i Jomfru Ane Gade.

C.F. Møller Architects står i spidsen for projektet, der skal skabe et moderne bymuseum med helt nye udstillinger, flere familieoplevelser og plads til aktiviteter.

Men inden arbejdet går i gang, er der altså mulighed for at tage afsked med museet, som det ser ud i dag.

Her kan gæster blandt andet opleve Aalborgstuen fra 1602, fortællingen om byens mange fabrikker og dele af en massegrav fra Stormen på Aalborg i 1534.

Og frem til jul kan det ske helt uden at finde pengepungen frem.

Den gratis entré gælder fra 1. september til og med 23. december 2026.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste