Ny genbrugsbutik åbner i Aalborg
AALBORG: Snart får Aalborgs genbrugselskere og loppejægere et nyt sted at gå på jagt.
Fredag 18. september slår Nordværk og Aalborg Kommune nemlig dørene op til en helt ny og stor genbrugsbutik i Aalborg Øst.
Det skal selvfølgelig fejres, og derfor inviteres alle aalborgensere til åbningsfest.
Det oplyser Nordværk i en pressemeddelelse.
Genbrugsguld fra genbrugspladserne
Den nye genbrugsbutik har adresse på Lundeborgvej 21 i Aalborg Øst og breder sig over hele 374 kvadratmeter.
På hylderne vil man kunne finde varer fra kommunens genbrugspladser, hvor der hver dag afleveres store mængder genbrugsguld.
- Med den nye genbrugsbutik ønsker vi at gøre det endnu lettere for borgerne at tænke bæredygtigt i hverdagen. Ikke kun ved at give genbrugseffekterne fra genbrugspladserne nyt liv, men også ved at skabe et samlingssted, hvor folk kan mødes og få inspiration. Vi håber, at folk vil tage godt imod den nye butik, og glæder os til at byde velkommen 18. september, lyder det fra divisionschef for Nordværks Division for Genbrug, Julie Ebak.
Sortimentet vil blandt andet bestå af isenkram, bøger, legetøj, børneudstyr, sportsudstyr, møbler, malerier og tøj.
Åbningsfest
Når genbrugsbutikken slår dørene op for første gang fredag 18. september, bliver det med åbningstale og snorklipning.
Herefter vil der være konkurrencer og aktiviteter, hvor besøgende kan vinde præmier og hygge sig i hinandens selskab.
Der vil også blive serveret romkugler og lidt at drikke, og så vil man selvfølgelig kunne gå på jagt i butikken efter et godt genbrugsfund.