Billetterne revet væk. Nibe Festival melder udsolgt
NIBE: Man skulle være hurtig i dag, hvis man gerne ville have haft en partoutbillet til næste års Nibe Festival.
Det tog ikke mere end 55 minutter før, at den nordjyske festival kunne melde udsolgt af partoutbilletter.
Sidste år blev samtlige partoutbilletter udsolgt på lidt under otte timer, men i år smadrer man altså rekorden.
Vel at mærke uden overhovedet at have offentliggjort et navn.
- Vi er helt rundt på gulvet hernede på Industrivej. Administrationen koger, og vi forstår det ikke rigtigt. Det er en kæmpe tillid vores gæster viser os, og fortæller klart og tydeligt, at vores festival er meget meget populær og meget meget eftertragtet, udtaler Peter Møller Madsen, som er talsperson for Nibe Festival, i en pressemeddelelse.
Stor tillidserklæring
Det er bemærkelsesværdigt, at Nibe Festival kan melde så hurtigt udsolgt af partoutbilletter, når de endnu har til gode at offentliggøre en kunstner.
Arbejdet med musikprogrammet er i gang, men de første artister offentliggøres først i løbet af den kommende tid.
- Det er næsten svært at forstå. At tusindvis af mennesker igen vælger at købe billet til Nibe, før vi har offentliggjort ét eneste navn, er en enorm tillidserklæring, men også et synligt bevis på at Nibe er så meget andet. Musikken betyder selvfølgelig rigtig meget, men vi oplever også, at gæsterne kommer tilbage for hele Nibe-oplevelsen: Skalskoven, stemningen, traditionerne og alle de øjeblikke, der opstår omkring musikken, siger Peter Møller Madsen.
Nibe Festival åbner nu ventelister for både partoutbilletter og børnepartout.