Seneste nyt
Billede beskrivelse

Nordjysk gamingevent genopstår efter flere års pause

02. september 2026 kl. 08.02

AALBORG: Kalder alle gamere, brætspilsnørder og andre spilinteresserede. 

Efter flere års pause vender det store gamingevent Geeks Gone Wild tilbage til Aalborg.

Det sker 29.-31. januar 2027 i Gigantium - mere end 20 år efter første event blev afholdt. Det oplyser arrangørerne i en pressemeddelelse.

Ambitionen er at skabe et nyt samlingspunkt for gaming- og nørdekulturen i Nordjylland. 

LAN vil stadig udgøre den centrale del af eventet, men også Trading Card Games, brætspil, Artist Alley, expo, sceneunderholdning og en lang række andre aktiviteter vil være at finde til eventet.

En festival for nørdekulturen

Siden Geeks Gone Wild blev afholdt for første gang i 2005, har gamingkulturen ændret sig markant - og det ønsker arrangørerne, at 2027-udgaven skal afspejle.

Derfor bliver det i 2027 muligt både at deltage i det klassiske LAN hele weekenden, men det bliver også muligt at besøge eventet som dagsgæst.

Arrangørerne har en ambition om at samle flere tusinde gæster og skabe et event, hvor både dedikerede gamere, samlere, familier, kreative og nysgerrige.

- Vi genstarter ikke Geeks Gone Wild, fordi vi bare savner at arrangere et event. Vi gør det, fordi vi savner det fællesskab, der voksede frem omkring det. For mange af os blev Geeks Gone Wild et sted, hvor vi fik venner, ansvar og erfaringer, som vi stadig bruger i dag. Nu vil vi skabe den mulighed for en ny generation, fortæller Karin Kath fra Geeks Gone Wild.

Det kan du opleve:

LAN & +18 LAN – klassisk LAN med turneringer, social gaming og et særskilt +18-område med lounge og bar.

Card Show & Trading Card Games (TCG)– køb, salg og bytte af samlekort samt turneringer, aktiviteter og åbne spilleområder.

Brætspil – områder for både erfarne spillere og gæster, der bare har lyst til at prøve noget nyt.

Artist Alley & Expo – kreative udstillere, virksomheder, organisationer, gaming, teknologi og oplevelser.

Freeplay & aktiviteter – blandt andet konsoller, retro gaming, VR, simracing, konkurrencer og andre prøv-selv-oplevelser.

Scene & underholdning – konkurrencer, quizzer, interviews, shows og aktiviteter gennem weekenden.

Bygget af frivillige

Selvom formen på Geeks Gone Wild  vender tilbage i en ny og større version, er fundamentet det samme.

Eventet er nemlig stadig frivilligdrevet af foreningen Lan Team Nord, og mere end 130 frivillige forventes at være med til at stable eventet på benene.

- Når vi åbner dørene i januar, bliver det selvfølgelig en kæmpe oplevelse at se Geeks Gone Wild tilbage i Gigantium. Men det, vi glæder os allermest til, er at se mennesker mødes igen – gamle frivillige, nye frivillige og tusindvis af gæster. "Det er dét, Geeks Gone Wild altid har handlet om, siger Karin Kath.

Billetter til Geeks Gone Wild sættes til salg 13. september klokken 12.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste