Greven af Gistrup åbner portene for folket
I et ellers ganske almindeligt parcelhuskvarter i Gistrup rejser sig et syn, man normalt kun finder i eventyr eller til rollespil.
Her står en vaskeægte borg – komplet med tårne, voldgrav og rustninger. Bag byggeriet står Grev Peter – eller Peter Hvid, som han kaldes til daglig.
– Når jeg har fri fra en dag bag skrivebordet, drømmer jeg mig væk herinde i min kreative fantasiverden, fortæller Peter Hvid.
Peter Hvid arbejder til daglig ved Brønderslev Kommune, men i fritiden regerer han i sit lille kongerige med passion og gør-det-selv-projekter – og på lørdag slår han endnu engang portene op.
Fra fladt tag til fæstning
Det hele begyndte i 2005, da Peter Hvid købte et helt almindeligt 70’er-hus med fladt tag.
Men fantasien nægtede at lade sig holde nede. Siden da har Peter Hvid bygget ovenpå, til siden og ud i haven – med voldgrav og gangbro.
– Efter 25 år på kommunekontor burde al fantasi være væk – men det er den ikke, griner han.
Alt i Peter Hvids borg er hjemmelavet og nøje udvalgt. De store rustninger i stuen var nogle af de første rekvisitter, han anskaffede sig.
Dem kørte han til Randers for at hente, hvor de sad fastspændt på passagersædet med sikkerhedssele hele vejen hjem.
– Dengang stolede man ikke på netbutikker – og jeg skulle altså være sikker på, de kom levende hjem.
Tårnene har han også selv bygget – det seneste med en smule hjælp fra en murer.
Folket strømmer til
I dag har Grev Peter omkring 2.500 følgere på Facebook, og dagligt tikker der nye forespørgsler ind fra folk, der vil komme og kigge.
– Jeg havde aldrig drømt om, at det her ville interessere andre end mig selv. Jeg byggede det, fordi jeg havde lyst, fortæller Peter Hvid og fortsætter:
– Det er jo dejligt, men jeg har også et job, der skal passes. Så én gang om året inviterer jeg til Åben Borg, hvor folk kan komme og se det hele.
Første gang Peter Hvid holdt åbent hus, trykkede 14 personer 'deltager' på Facebook. Han dækkede op til dem alle ved sit langbord. Men naboens søn, som stod i indgangen, talte omkring 300 besøgende.
– Tallene på begivenheden kan du ikke regne med, griner Peter Hvid.
Sidste gang måtte han holde Åben Borg over to dage for at følge med efterspørgslen.
Denne gang har over 600 trykket 'interesseret' – så Peter Hvid venter i spænding på, hvor mange der dukker op.
Åben Borg på lørdag
På lørdag inviterer Grev Peter igen til Åben Borg på Hadsundvej 390, 9260 Gistrup.
Der loves både rundvisning, statister i middelalderkostumer og mulighed for at bestige det nybyggede nordtårn og nyde udsigten over kongeriget.
Arrangementet begynder klokken 10, og klokken 12 afsluttes forestillingen med en tale fra tårnet – leveret af greven selv.