Billede beskrivelse

Velgørenhedsløb i Svenstrup: Gør et kup og en god gerning

04. april 2026 kl. 14.00

SVENSTRUP: Så er der kommet endnu en god grund til at få pulsen op. Det er ikke bare godt for din egen kondition. Det kan også gøre gavn for andre.

Danmission i Svenstrup er nemlig vært for et velgørenhedsløb i maj, hvor løbere uanset form og erfaring kan løbe med i en god sags tjeneste. 

Startbeløbet for at deltage i løbet går til velgørende formål. For eksempel kan én tilmelding finansiere fem mangotræer i Tanzania. Samtidig går støtten også til skolestartspakker til børn i Syrien. 

Det oplyser Danmission i en pressemeddelelse.

- Jeg er selv rigtig glad for at løbe, og jeg synes, det er fedt, at sport og bevægelse kan gøre en reel forskel for andre. Vi vil gerne vise, at man kan hjælpe rigtig mange, selvom man ”bare” løber en tur i sit lokalområde, siger Tom Sand Egeskov, der er udviklingskonsulent i Danmission Svenstrup, i samme pressemeddelelse. 

Til løbet vil der være en rute på 5,3 kilometer, og man kan vælge imellem forskellige distancer. Helmaraton, Halvmaraton og rundeløb/-gang op til tre runder.

Der er altså mulighed for at deltage, uanset hvor god konditionen er. 

Løbet er desuden Team Tvilling-venligt, hvilket betyder, at der også er plads til både løbevogne og kørestolsbrugere. 

Til et løb skal der selvfølgelig uddeles medaljer, og i genbrugsbutikkens ånd kommer disse også til at være unikaer lavet i et kreativt genbrugstema.

Danmission lover også en "overflod af forplejning'", så der er ingen fare for at gå sukkerkold på turen eller på vejen hjem. 

Butikken vil også være åben under løbet, så der vil være mulighed for at gøre et kup i Danmission, hvis du ikke løber med. 

Løbet finder sted 10. maj med start fra Danmission Genbrug, Hobrovej 792, Svenstrup. For at deltage, skal man betale et startgebyr på 150 kroner. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste