High Class Racing vender tilbage med stærkt lineup
VODSKOV: High Class Racing indleder et nyt kapitel i teamets historie med en officiel tilbagevenden til European Le Mans Series (ELMS).
I 2026-sæsonen stiller teamet op i LMGT3-klassen med en Porsche 911 GT3 R (992) – bemandet af Dennis Andersen (DEN), Laurin Heinrich (DEU) og Anders Fjordbach (DEN).
For High Class Racing samt kørerne Dennis Andersen og Anders Fjordbach markerer deltagelsen et længe ventet comeback til Europas mest prestigefyldte langdistancemesterskab.
Teamet har senest deltaget i ELMS i prototypeklasser, og skiftet til LMGT3 med Porsche signalerer en ny strategisk retning med fokus på performance, stabilitet og langsigtede Le Mans-ambitioner.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra High Class Racing.
Et comeback med dybe rødder
Efter flere år i både prototypeklasser og internationale GT-serier vender Dennis Andersen tilbage til ELMS:
- Det betyder meget for mig at komme tilbage til European Le Mans Series – og at gøre det sammen med High Class Racing. Serien er stærkere end nogensinde, og vi kommer med et meget konkurrencedygtigt setup. Jeg glæder mig enormt til at komme i gang.
Den unge Porsche-fabrikskører og internationalt anerkendte GT-profil Laurin Heinrich (DEU) bliver en central del af teamets satsning:
- Jeg er ekstremt begejstret for at få debut i ELMS sammen med High Class Racing. Sammen med Dennis og Anders kommer vi til at udgøre et stærkt lineup, og jeg håber at kunne bidrage til teamet med min omfattende GT‑racingerfaring. Selvom det er min allerførste sæson i ELMS, forventer jeg at kæmpe med helt fremme, og vi vil arbejde hårdt for at sikre nogle stærke resultater.
2026-sæsonen markerer et gensyn med en serie, hvor Anders Fjordbach (DEN) tidligere har leveret markante resultater:
- ELMS føles som et naturligt hjem for High Class Racing. Serien er professionel, intens og sportsligt udfordrende – præcis de rammer vi vil være i. Jeg glæder mig til at dele bilen med Dennis igen, og at få Laurin ombord er et kæmpe løft. Vi vender tilbage med ambitioner, erfaring og en dybt motiveret gruppe mennesker.