Seneste nyt
Billede beskrivelse

Ny dagpleje i Nibe: - Der er simpelthen en stor mangel på pladser

24. juni 2026 kl. 16.03

NIBE: Der er udsigt til flere dagplejepladser i Nibe, hvor en ny stor dagpleje nu er på vej i det gamle Døgncenter i Kildegade.

Bag initiativet står byrådsmedlem og gruppeformand for Torben Froberg Poulsen fra Venstre, som peger på et markant pres på pasningsområdet for de 0-2-årige i området.

Ifølge ham er det en løsning, der skal afhjælpe en situation, hvor nogle familier i dag må køre deres børn helt til Aalborg, Svenstrup og Bislev for at få en dagplejeplads.

- Der er simpelthen en stor mangel på pladser, og det har stået på i omkring et år. Det her er noget, vi har kæmpet for at få løst, siger Torben Froberg Poulsen.

Kommunen etablerer den nye store dagpleje i en kommunalt ejet ejendom, som skal bygges om og gøres klar til at rumme omkring 10-12 børn.

Renoveringen forventes at tage 3-4 måneder, og planen er at åbne i løbet af efteråret.

Driften bliver kommunal, og det er pladsanvisningen, der fordeler pladserne efter venteliste.

Initiativet kommer efter længere tids politisk fokus på kapacitetsudfordringer i dagplejen, særligt i Nibe-området, hvor efterspørgslen fortsat er høj. 

Ifølge Torben Froberg Poulsen er dagpleje stadig et stærkt ønske blandt mange familier i lokalområdet, men det kan være svært at rekruttere nok dagplejere.

- Vi kan ikke byde familier, at de skal bruge så meget tid på transport for at få passet deres børn, lyder det.

Projektet er sat i gang efter politisk opbakning og prioritering af midler til at udvide kapaciteten i området.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste