Seneste nyt
Billede beskrivelse

Nørresundby-firma får nye ejere efter omtrent 30 år

01. juli 2026 kl. 12.01

NØRRESUNDBY: Med næsten 30 års erfaring inden for professionel håndtering af IT-udstyr er Nordisk Computer Recycling fra Nørresundby en sværvægter i branchen. 

Nu er Karl Bo Jørgensens virksomhed imidlertid blevet opkøbt af El Recycling, der har base i Randers.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse. 

- Vi ser et enormt potentiale i at samle vores kompetencer. Sammen bliver vi stærkere inden for professionel håndtering af enterprise IT, hvor kunderne stiller meget høje krav til datasikkerhed, dokumentation og kvalitet, siger Michael Hessellund, der er den ene del af en duo, der står bag El Recycling.

Den anden halvdel er Casper Roensbech. 

- Da vi startede virksomheden i en gammel svinestald, var det svært at forestille sig, at vi en dag skulle overtage en virksomhed med så mange års erfaring og så stærkt et navn i branchen. Det gør os stolte, siger han om det nylige opkøb. 

Det er planen, at alle medarbejdere fra Nordisk Computer Recycling i Nørresundby fortsætter i virksomheden efter sammensmeltningen - og det er helt bevidst, understreger Michael Hessellund. 

- Vi køber ikke bare en virksomhed. Vi får dygtige mennesker, værdifuld erfaring og stærke relationer. Det er dét, der skaber langsigtet vækst, lyder det. 

Karl Bo Jørgensen tilføjer, at han også selv ser "store muligheder i sammenlægningen". 

- Det vigtigste for mig har været at finde en køber, som deler vores værdier. El Recycling har vist, at de tager kvalitet, datasikkerhed og ansvarlig IT-håndtering seriøst. Derfor er jeg helt tryg ved at lade virksomheden blive en del af deres rejse, siger han. 

Nordisk Computer Recycling har base på Bouet Møllevej i Nørresundby. 

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste