Klumme: Løbehjulsorganisationer varsler omfattende protestaktioner
- Et utilgiveligt indgreb i den private ejendomsret.
Sådan lyder det krystalklare budskab fra de nordjyske afdelinger af landets to største løbehjuls-interesseorganisationer, Dansk Løbehjul og Bæredygtigt Løbehjulsbrug. Her er man edderspændt rasende over udsigten til mere restriktiv parkering for løbehjul.
- Hvis vores medlemmer i ramme alvor ikke længere må parkere dyrtindkøbte eller lejede, private løbehjul himmelråbende hensynsløst og helt blæst egoistisk på veje, stier, fortove, pladser og overalt på fælles arealer i øvrigt, så slutter dansk løbehjulsbrug som vi kender det, erklærer organisationerne i en fælles pressemeddelelse.
Den tiltagende kritik af elløbehjulsbrugeres parkeringsvaner i eksempelvis Aalborg, har ført til spekulationer om en mulig fremtidig håndhævelse af gældende regler, og det falder mildest talt ikke i god jord hos de to interesseorganisationer.
- Det her kommer som et lyn fra en klar himmel. I generationer har vi helt absurd hæmningsløst og uden den mindste tanke for omverden eller andre, smidt vores elløbehjul på tværs af Reberbansgades smalleste fortov, blokeret cykelstier, ledelinjer for blinde, gadedøre, kørestolsramper, elevatorer, trapper, nødudgange, perroner, gangbroer, kanaler, tunneller, landingspladser, færgelejer og stort set alle former for offentlig ejendom på gennemført kaw og totalegoistisk vis. Alt det tager man fra os som en tyv om natten.
Derfor varsles i ren desperation omfattende protestaktioner, f.eks. gennem blokader af en eller flere af de faste forbindelser over Limjorden med fremtrædende organisationsmedlemmers egne løbehjul påført bannere.
- Og så vil vi af ansvarsfralæggende årsager hævde, at de pågældende løbehjul er stjålet, men at de står midt på broen fordi man fratager os en hævdvunden ret til at belemre omverdenen med hjernedødt ringe løbehjulsparkering. Men vi melder naturligvis ikke det påståede brugstyveri til politiet, forklarer de to interesseorganisationer, som efterlyser uvildige beregninger af de samfundsøkonomiske konsekvenser og af produktionstabet, hvis deres medlemmer skal omlægge hverdagen totalt og bruge tid på at parkere ordentligt.
Sideløbende påtænker man at fremføre ublu krav om kompensationsordninger samt at tale grimt om forskere, der måtte påpege det hensigtsmæssige i at parkere løbehjul nogenlunde pænt.
- Vi finder os ikke i det, slutter de to interesseorganisationer, som frygter at en stor del af hensynsløs dansk elløbehjulsbrug flytter til udlandet.