Bytteboksene har fået nye placeringer - her står de
AALBORG: Du kender det måske allerede - Nordværks smarte bytteboks-koncept.
Her kan du i et lille træskur aflevere ting, som du ikke længere bruger - og tage ting, som andre har afleveret, helt kvit og frit.
Boksene skifter med jævne mellemrum placering i byen, og de har netop fået nye adresser.
Du finder nu bytteboksene på:
Suensonsgade 11, 9000 Aalborg
Sjællandsgade 55, 9000 Aalborg
Fredrik Bagers Vej 1, 9220 Aalborg Øst
Det fremgår af Nordværks hjemmeside.
Bytteboksene er døgnåbne.
Sådan fungerer bytteboksene
Bytteboksene er en gratis service, og alle er velkommen til at komme forbi og tage ting med hjem.
Aflevere du genstande i boksene, er der et par ting, du skal være opmærksom på.
I boksene må du aflevere ting, som er i god stand og rengjorte. Genstandene skal ikke være større, end at de kan stå på en hylde. De skal kunne fragtes uden hjælpemidler, fx uden trillebør og palleløfter. Og de skal være fuldt funktionsdygtige.
I bytteboksene må du ikke aflevere mad, drikke, affald, ting der er gået i stykker eller store møbler.
Bytteområder uden for Aalborg
Befinder du dig uden for Aalborg, er der også mulighed for at benytte bytteservicen.
På genbrugspladserne i Storvorde, Hou, Gandrup og Nibe er der nemlig etableret bytteområder, som er tilgængelige i genbrugspladsernes åbningstider.
Områderne kører efter samme princip som bytteboksene.