Aalborg-tandlæge flytter til Nørresundby: Alle ansatte rykker med
AALBORG/NØRRESUNDBY: ORIS Tandlægerne på Nytorv i Aalborg har taget hul på et nyt kapitel.
Klinikken er flyttet fra sine nuværende lokaler og ind på Lille Borgergade 33, 1. tv. i Nørresundby.
Her bliver den en del af ORIS Tandlægerne Ved Broen, hvor der nu er skabt et større og bredere tandlægefællesskab.
Flytningen medfører ikke noget farvel til de kendte ansigter, for hele teamet fra ORIS Tandlægerne på Nytorv rykker nemlig med til den nye adresse.
Patienterne vil fortsat blive behandlet af deres vante tandlæge og tandplejer.
Kontinuitet og tryghed har således været centrale hensyn i processen.
Fælles værdier
Hos klinikejerne i Nørresundby, Maj Løvborg og Diana Pullinger, er der stor begejstring over sammenlægningen.
De peger på, at fælles værdier har været afgørende for beslutningen.
- Teamet fra Nytorv kommer med en kultur, hvor faglighed, kvalitet og ordentlighed går hånd i hånd. Vi oplever derfor, at vi er to teams, der minder utrolig meget om hinanden. Vi har hurtigt mærket, at vi bliver et team med både hjerte og høj professionalisme, fortæller Maj Løvborg.
Sammenlægningen er da heller ikke opstået fra den ene dag til den anden.
De to klinikker har allerede haft en række sociale og faglige arrangementer på tværs.
Det bekræfter klinikejerne i, at samarbejdet er et godt match.
- Vi glæder os til at blive en del af et stort og stærkt behandlerteam, hvor vi kan få glæde af hinandens faglige kompetencer til gavn for patienterne, fastslår Diana Pullinger.
Flere kompetencer under samme tag
Med sammenlægningen vil ORIS Tandlægerne Ved Broen have i alt syv tandlæger tilknyttet klinikken.
Det giver mulighed for at samle en bred vifte af kompetencer under samme tag.
Patienterne vil dermed kunne få tilbudt alt fra kirurgi, kosmetisk tandretning og rodbehandlinger til almen tandpleje, behandling af parodontitis og rekonstruktion af slidte tandsæt.
Også behandling af tandlægeskræk indgår i tilbuddene.
For at få plads til det hele har det været nødvendigt med en større udvidelse af klinikken, der også friskes op med nye farver.
Ifølge klinikejerne har målet dog ikke været at blive større for størrelsens skyld.
Ambitionen har i stedet været at styrke kvaliteten og skabe de bedste rammer for både patienter og medarbejdere ved at samle flere dygtige behandlere ét sted.
For patienterne fra ORIS Tandlægerne Nytorv bliver overgangen enkel.
De vil fortsat blive indkaldt som normalt og behøver ikke foretage sig andet end at møde op på den nye adresse fremover.
ORIS Tandlægerne er en landsdækkende tandlægekæde med i alt 17 klinikker.