Aalborg Karneval vil ændre på paradens mest populære rute
AALBORG: Det er et arrangement, der samler omtrent 100.000 mennesker i Aalborgs gader.
Samme antal gæster formentlig Aalborg Karneval i 2026, når karnevallet løber af stablen lørdag 23. maj.
Men til næste år har Aalborg Karneval planer om at foretage en markant ændring på én af karnevalsruterne.
Det skal nu behandles i By- og Landskabsudvalget, fremgår det af en dagsorden for det næste møde i udvalget i dag torsdag 27. november.
Her har Aalborg Karneval anmodet om, at den såkaldte Vestbyrute ændres, så den tager sin start i Fjordmarken - i stedet for ved Haraldslund som det har været traditionen de foregående år.
Herfra skal Vestbyruten gå fra Fjordmarken via Strandvejen og Badehusvej, inden paraden ledes ind på Borgergade og videre mod Vesterbro.
"Ændring af ruteforløbet for Aalborg Vestby sker som følge af evalueringen af karnevallet 2025. Evalueringen viste, at startområdet ved Haraldslund i Vestbyen er meget populært, da næsten halvdelen af deltagerne vurderes at begynde der. Dette medfører en høj koncentration af mennesker på samme sted og tidspunkt".
"Som konsekvens har det vist sig, at området ved Haraldslund og ruten langs Kastetvej har haft flere konflikter. På grund af den store tiltrækning af karnevalister til Vestbyen skal der skabes mere plads i forhold til tilgængelige kvadratmeter. Der er ligeledes et ønske om at styre paradens forløb bedre," lyder det i Aalborg Karnevals indstilling til udvalget.
De øvrige ruter - Østerportruten og Nørresundbyruten - har Aalborg Karneval ikke i sinde at ændre på.
Aalborg Karneval løftede desuden sløret for et spritnyt koncept onsdag morgen - "Gløden" - der finder sted i Kildeparken dagen før den store parade.
Det kan du læse mere om her.