Udbygningen på Langtoften ved Sundby på Mors var en sortsveden ruin efter branden.
Livet her

Udhus med 40 biler og motorcykler udbrændt: Opladning af scootere mulig årsag

Udbygning var overtændt, da beredskabet nåede frem

20. januar 2023 kl. 05:47

MORS: Fredag var blot fire minutter gammel, da der blev ringet 112 med melding om en brand på Langtoften ved Sundby på Mors.

Da Nordjyllands Beredskab nåede frem, var en udbygning på en landejendom overtændt.

- Jeg kunne se flammerne, da jeg var på vej dertil, lød det fredag morgen fra indsatsleder Henrik Gade Jespersen.

Han fik hurtigt tilkaldt ekstra assistance, så der var tankbiler og sprøjter fra både Nykøbing og Thisted, men udhuset stod ikke til at redde, så der blev foretaget en kontrolleret nedbrænding.

- Vi slukkede udefra, for bygningen var ustabil, så vi kunne ikke komme ind i den, fortalte Henrik Gade Jespersen ved seks-tiden, hvor han var på vej væk fra stedet. På det tidspunkt var der to mand tilbage for at holde brandvagt. Det skyldes især, at der var en del biler og motorcykler i udbygningen.

- Det var lidt kompleks, så de bliver på stedet nogle timer for at sikre, at det ikke blusser op igen, lød det fra indsatslederen.

Der er ikke autoværksted eller forhandler på adressen, så der er formentlig tale om en privat hobby.

Ifølge vagtchef Jan Nørrum fra Midt- og Vestjyllands Politi var der omkring 40 biler og motorcykler i udbygningen. De er blevet ødelagt af ilden. Ingen personer kom noget til, og der var heller ingen dyr i udbygningen.

Det var ejeren selv, der slog alarm. 

- Der var en mellembygning over til stuehuset. Den blev delvist udbrændt, men vi fik stoppen branden der, så stuehuset er reddet, fortalte Henrik Gade Jespersen.

Brandårsagen er endnu ukendt og skal undersøges nærmere, når en brandtekniker kan komme til på stedet. Men ejeren havde ifølge Søren Ribens fra lokalpolitiet flere elscootere til opladning i bygningen, og det kan være en årsag til branden.  

Se også
Fisker sælger sin båd på grund af sygdom
Annonceret indhold

Nyeste