Fra duften af tjære til café latte: Knud kender surfcafé for noget andet
KLITMØLLER: - Der plejede at dufte af tjære her.
Sådan fortæller 79-årige Knud Larsen, der også er til åbningsreceptionen for den nye surfcafé Cold Hawaii Surf Camp på Ørhagevej.
For han kender bygningen for noget helt andet end farverige surfboards og varme cortados.
- Jeg var 12 år, da jeg startede hernede og støvsugede bådene. Det var i 1959, fortæller han.
Og for mange andre end Knud Larsen er stedet også kendt som det gamle bådebyggeri.
- Jeg har hørt nogle kalde det skibsværft. Men det er forkert, for der blev kun bygget kystbåde her, så derfor har det altid heddet bådebyggeri, fortæller Knud Larsen.
Klem Vester
I sin pengepung bærer han et lille foto, som han hiver op og viser frem. T195 der er på vej ud af bådebyggeriet.
- Det er en af de både, der er blevet bygget her. Klem Vester, hed båden. Når bådene skulle ud herfra, så kom hele byen ned for at kigge. Det var en stor sensation, fortæller han, mens der i dag er kommet folk fra byen for at se den nye café.
Knud Larsen har fulgt bygningens udvikling siden dengang.
Han stoppede som arbejdsdreng, efter han blev konfirmeret.
Siden blev han ansat på skibsværftet i Thisted og har arbejdet som skibstømrer i 27 år, fortæller han.
Helt oppe under de gamle indvendige tagspær i bådebyggeriet har Knud Larsen aldrig stået, men det gør han nu til åbningsreceptionen.
- Her lå jo materialer dengang på bjælkerne oppe under loftet. Der var ikke en etage, fortæller han.
Nu er der yogastudie, og selvom der er langt til en svunden tid med duft af tjære og et helt andet formål med bygningen, så er der ingen melankoli at spore hos Knud Larsen.
- Jeg har fulgt med i, hvad der er sket med stedet siden dengang, og jeg synes, det er blevet så fint, siger han.
- Hvis ikke surferne var kommet, så tror jeg ikke, Klitmøller havde overlevet. Jeg synes, det er så godt, at de er her, siger han.