Billede beskrivelse

Thisted Badmintonklub spiller med om oprykning til Jyllandsserien

09. januar 2023 kl. 15.00

Efter kun én sæson i serie 1 og ubesejrede i 1½ år ligger holdet p.t. på en suveræn førsteplads i serie 1, som giver adgang til forårets oprykningsspil, hvor de fire bedste hold fra Thisteds pulje skal mødes med de 4 bedste fra en anden kreds. Disse 8 hold skal mødes og spille om de to oprykningspladser til Kredsserien (tidl. Jyllandsserien).

Cheftræner Lars Bo Sørensen udtaler:

- Man har en målsætning, indtil man har ny. Som nyoprykket hold var vores målsætning at stabilisere os i puljen. Vi har stadig et relativt uprøvet hold, der gik forholdsvis let igennem sidste sæson og vandt Final4 stævnet meget sikkert og rykkede dermed op. Det tiltrods har holdet gennem denne sæson bevist, at de har udviklet sig positivt, både som hold, men også hos de enkelte spillere. Vi er, som det eneste hold i kredsen, uden nederlag – det synes jeg er en rigtig god præstation, siger cheftræner Lars Bo Sørensen.

- Nu går vi efter at vinde på lørdag og få så mange point med over i oprykningsspillet som muligt. Når muligheden er der, skal vi også gå benhårdt efter den. Det er mange år siden, Thisted har haft et hold i Kredsserien (tidl. Jyllandsserien). Det vil jeg gerne være med til, at vi får igen, fortsætter han.

Også formand, Henrik Jespersen, ser frem til kampen på lørdag.

- Imponerende! Det er vist det, der er at sige om det, holdet har præsteret i denne sæson, siger formanden og fortsætter:

- Efter oprykningen sidste sæson forventede vi, at vi skulle forsøge at gøre det så godt som muligt i serie 1, men holdet ville det anderledes. De har vundet alt og det er som nævnt meget flot og imponerende.

- Da vi rykkede op, sagde jeg det og jeg siger det igen: Klubmæssigt er det vigtigt at have et 1. hold med et vist niveau, så vore ungdomsspillere har noget at se frem og ikke mindst op til. Jeg glæder mig over, at vi allerede nu kan se, at nogle af vores dygtige unge U15 og U17-spillere også har udviklet sig positivt i denne sæson. De er allerede begyndt snuse lidt til træningen på senior-niveau. På den måde håber vi, at ”fødekæden” er sikret til holdet i fremtiden, siger Henrik Jespersen.

Både cheftræner og formand håber, at der er mange, der vil lægge vejen forbi Munkhallen på lørdag, når sidste puljekamp spilles – selvom holdet allerede er sikret plads i oprykningsspillet, er resultatet ikke lige meget, da holdet får point med over, alt efter hvor mange point man har opnået i puljespillet.

- Vi har konstateret i løbet af sæsonen, at i Thisted vil man gerne se badminton live, siger Henrik Jespersen.

- Der har i hvert fald været stor opbakning til de hjemmekampe, vi har haft i år, og det håber vi selvfølgelig gentager sig på lørdag, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste