Billede beskrivelse

Sportsmestre og frivillige hædres igen i år

Morsø Kommune afholder Frivilligfest fredag 31. marts

11. januar 2023 kl. 17.01
Opdateret kl. 17.11

MORS: Sportsmestre og frivillige ildsjæle på Mors vil igen i år blive hædret ved Morsø Kommunes Frivilligfest, som afholdes i Midtmors Sport fredag 31. marts.

Det er tredje gang, Morsø Kommune afholder arrangementet, og endnu en gang er det med Clement Kjersgaard som konferencier. 

Festaftenen er en anledning til at hædre sportsmestre, der i 2022 er blevet jysk mester eller har vundet medaljer ved et dansk, nordisk, europæisk eller verdensmesterskab eller er officielt udtaget til landshold og repræsenterer Danmark. Alle kan frem til 29. januar indstille sportsmestre til hædring under Frivilligfesten.

I løbet af aftenen vil der desuden blive uddelt en række priser: Årets Frivillig, Årets Forening, Årets Kunstner, Årets Ungleder samt Kulturius ved Kulturelt Samvirke, Handicapprisen ved DH Morsø og Årets Sportsnavn ved Det Nordjyske Mediehus.

- De frivillige og foreningerne gør en enestående indsats til glæde og gavn for os alle. Vi håber, at morsingboerne vil indstille kandidater til de forskellige priser, da der er mange der fortjener en anerkendelse, udtaler borgmester Hans Ejner Bertelsen i en pressemeddelelse fra Morsø Kommune.

Alle kan indstille kandidater til priserne Årets Frivillig, Årets Forening, Årets Kunstner og Årets Ungleder frem til 7. februar via kommunens hjemmeside. Der kan også indstilles kandidater, der tidligere har været indstillet.

Aftenen vil desuden byde på en række underholdende, lokale indslag. Programmet offentliggøres i februar.

Der er 350 pladser med spisning i Midtmors Sport. Billetter til Frivilligfest 2023 sættes til salg efter først til mølle-princippet fra tirsdag 21. februar på Morsø Kommunes hjemmeside. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste