Mindeord: - Tak for at lære os livet, far

Dette mindeord over Thorvald Nørgaard er skrevet af Thorvalds datter, Lene Michaelsen

Thorvald blev født på kæret i Sdr. Dråby d. 18. februar 1936.

Da skolegangen sluttede, kom han ud at tjene på nabogården hos Johannes Filtenborg. Thorvald startede i sin grønne ungdom med at spille dilettant. Senere var han i mange år instruktør for Dråby-amatørerne, som samlede lokalbefolkningen hvert år til en hyggelig aften i forsamlingshuset.

D. 1. maj 1959 mødte Thorvald og Ragnhild hinanden, da de begge fik plads på Horsagergaard i Ø. Hvidbjerg. De blev hurtigt glade for hinanden. I starten af november 1961 anmodede Thorvald Ragnhilds forældre om hendes hånd. På spørgsmålet om, hvornår brylluppet skulle stå, var fars svar: ”Så hurtigt som muligt!” Ragnhild og Thorvald blev gift d. 25.november 1961 i Staugstrup kirke.

Som nygifte overtog Ragnhild og Thorvald hans barndomshjem, hvor de skabte en familie og boede hele deres ægteskab. I løbet af de næste 18 år kom der fem børn til verden. Få år efter begyndte de 11 børnebørn at melde deres ankomst. Til deres sølvbryllup var første barnebarn på vej, til guldbrylluppet var næstyngste barnebarn undervejs. Kort efter kom det første oldebarn, og det næste kommer til marts. Mor og far var begge landmænd.

Da drengene var blevet unge, passede de landbruget nogle dage, mens mor og far med os to små på bagsædet tog på campingture et par dage i Danmark. Ferie var at stå lige der i et campingkøkken med mor og far og deles om opvasken. Da landmandslivet var afsluttet, tog Ragnhild og Thorvald på skønne busrejser i Danmark og Europa. Når de kom hjem fra en tur, startede drømmen om den næste. Gennem hele Ragnhild og Thorvalds ægteskab har sidste salme om juletræet været ”Dejlig er jorden” – og linjerne om ”at slægt skal følge slægters gang” fik endnu større mening, da Torben overtog sit barndomshjem, og far kunne glædes over, at hans hjem går videre til næste generation.

For lidt over et år siden fejrede far sin sidste jul i barndomshjemmet. Han sad og så på, mens vi andre sang. Da vi nåede til ”Dejlig er jorden”, rejste far sig op og spurgte: ”Må jeg være med?” Der stod vi tre generationer og holdt i hånd, mens vi sang. Ture til ”Æ Waistefywer” er indbegrebet af barndomsminder for os alle. En lang varm dag, når høet var kommet i hus, sluttede ofte i vandet.

Ikke for far, for han blev på land. Mellem ”æ røgt-tider” blev der på sommerdage ofte tid til en tur til vandet. Far blev placeret strategisk med kaffekurv, boller og marmelade, i sin havestol ved vandkanten. Hunde, gummibåde, småbørn og parasol blev bundet til hans stol – og så gik vi andre i vandet. Også her gælder det, at slægt skal følge slægters gang; for både børn, børnebørn og oldebarn er netop dette indbegreb af sommerminder.

Det var ikke altid nemt for far at få et ord indført, når vi andre kom i sving. Han havde dog en særlig evne til at ramme helt plet og komme med en skarp, humoristisk og rammende kommentar, som kunne få os til at stoppe op – i hvert fald et lille øjeblik. Inden vi måtte trække på smilebåndet og se os selv lidt udefra. Mine børn glemmer aldrig en formiddagskaffestund, hvor mor forsøgte at få far til at forstå noget på sin helt egen måde og med en helt del ord og indskudte sætninger.

Efter en tålmodig venten på det helt rigtige sekund, hvor mor trak luft ind, kigger far på os alle og siger: ”Det blæser”. Hjemme hos os hænder det, at vores børn udbryder netop dette, når en diskussion er gået lige rigeligt i selvsving. Vores barndomshjem var et hjem, hvor der blev talt meget – og det var ikke far, der sagde de fleste ord. Hvad far ikke sagde med ord, fortalte hans øjne. Fars stolthed og kærlighed – som var et ord, der ikke blev talt en masse om, men udøvet – lyste ud af hans øjne. Helt til det allersidste kunne man fordybe sig i hans øjne og mærke hver en nuance.

Han havde drillende varme blikke til sine børnebørn, taknemlige og forelskede øjne til mor – og os børn kunne i hans øjenkontakt mærke hele vores fælles livshistorie i et lille øjeblik. Fars varme øjne og dybe blik vil for altid være hos og i hver og en af os. Far lyste altid op, når der kom besøg af børnebørn og familier. Vi samledes tit om Ludobrættet og glemte alt andet end at spille, drille og være.

En af de sidste opgaver, far gav videre til mor, var at rense pilleovnen i stuen. For far havde det store ønske at beholde mor varm. Far kom hjem fra sygehuset fredag, og i de næste fire døgn lod han os hjælpe sig og viste os tillid til, at sammen kunne vi og sammen skulle vi være.

Fars evne til at acceptere livets forandringer og holde fast i kernen af sig selv i processen hjalp os med at hjælpe og støtte ham. Det var så smukt og meningsfuldt at få lov at pakke hans tæer ind igen og igen med den samme omhyggelighed, som han gennem så mange år har pakket kolde tæer ind på os børn og børnebørn, når vi skulle puttes og finde ro. Den sidste morgen sagde mor godmorgen til ham, lige da hjemmeplejen kom.

Han blev spurgt, hvad han ønskede at få hjælp til – og med et varmt blik på mor, sagde far, at han gerne ville barberes. Han kiggede med et drillende varmt blik på mor imens. Som en hver anden dag på kæret kom der dumpende et menneske med betydning ind ad døren, da Knud Knudsen kom for at hilse på. Far lyste op og sagde: ”Såskal vi have en snaps!”

Og det fik de. Gode naboer er og har altid været en del af mor og fars liv. Køkkenbordet har lagt øre til megen nabosnak. Kort efter fik far brug for at blive smertedækket – og blev det. Mor holdt ham i hånden og gav ham et kys. Med de sidste kræfter flyttede han sig lidt til siden og løftede dynen for sit livs kærlighed.

Da tirsdag d. 13. februar gik på hæld, og mørket lukkede sig om kæret, ebbede livet ud, smukt, fredfyldt og omgivet af os – med mor i hånden. Da far blev sunget ud, sagde mor så fint. ”Thorvald, i dag får du ikke et kys, for a vil beholde dig varm”. Og det vil vi alle, for varm, det var du lige til det sidste – og den varme bærer vi i os og med os.

Far sov ind på sin yndlingsplet i stuen i sit barndomshjem med mor i hånden. Solen havde skinnet på ham i løbet af dagen. Vi talte om vårens komme og vintergækkerne, der står lige uden for vinduet, om kattene, der sad lige uden for og havde fået leverpostejmadder smurt på den måde, som far har lært os. Mor og far har altid forstået at hygge sig.

Utallige ture til stranden, køreture for at se naturen og årstidernes skiften, kaffe til høstfolkene i marken og de senere år betød det også, at der på indkøbsturene til Sejerslev blev indlagt kaffepauser. Før begravelsen var far på sin sidste køretur ”den pæne vej rundt”. I samlet flok kørte vi op a ”æ kjarvai” og ned mod Sdr. Dråby. Ned af Hansens bakke og forbi kirken, hvor far er døbt. Ud på Feggesundvej og så til venstre ad Søbugten, hvor verden åbner sig, når vi når toppen.

Ned ad snoede veje mod Nørre Dråby, inden vi kommer til det, som Kirsten Klein kalder ”Vejen til himlen.” En kort pause ud for den bænk, hvor mange kaffekurve i tidens løb er blevet pakket ud. Rundt langs ”Æ Waistefywer” på Saltbækvej, inden vi igen nåede til Tolsbro og sluttede turen ved Dråby Kirke. Kaffen måtte vi den dag vente med at tage, til vi sammen med mange mennesker, der har og har haft betydning i mor og fars liv, efter begravelsen sad bænket på Feggesund Færgekro. Tak for at lære os livet, far.