Seneste nyt
Billede beskrivelse

Røde Kors søger flere parathjælpere i Thisted

05. juni 2026 kl. 17.03

THISTED: Røde Kors Parat er et landsdækkende hjælpenetværk, der lige nu søger flere parathjælpere i Thisted – helt almindelige mennesker, som står klar til at hjælpe, når hverdagen vælter for andre.

Det oplyser Thisted Røde Kors i en pressemeddelelse.

Sådan hjælper Røde Kors Parat

Mennesker i sårbare situationer eller organisationer kontakter Parats Hjælpelinje med behov for hjælp til praktiske, tidsbegrænsede opgaver.

Det kan for eksempel være at hente medicin, samle et møbel eller ledsage en person til lægen. Det kan også være hjælp til at støtte og underholde deltagere ved arrangementer med et socialt eller humanitært formål.

Hjælpelinjen sender opgaven ud til lokale parathjælpere, som kan melde sig, hvis de har tid og lyst. Det foregår digitalt eller telefonisk.

Parathjælperen aftaler opgaven direkte og løser den efter nærmere aftale.

Der er brug for flere hjælpende hænder, så endnu flere mennesker i lokalområdet kan få den hjælp, de har brug for.

Alle kan få brug for en hjælpende hånd – men ikke alle har nogen at spørge

Derfor findes Røde Kors Parat – et landsdækkende hjælpenetværk af frivillige parathjælpere, som kan træde til, når mennesker i sårbare livssituationer har brug for praktisk hjælp.

Billede beskrivelse

Det kan for eksempel være at sætte en lampe op hos en enlig mor, der netop er flyttet fra et krisecenter, eller følge en ældre mand til lægen efter en hofteoperation, fordi han er usikker på benene.

Hjælpen er lokal, konkret og tidsafgrænset. Som parathjælper bestemmer man selv, om man vil sige ja eller nej til en opgave. På den måde er det muligt at hjælpe, når det passer ind i hverdagen.

 Stå parat, når livet bliver svært for andre

Også i Thisted rammes mennesker af sygdom, ulykker eller livskriser, hvor hverdagen pludselig ikke hænger sammen. Her træder frivillige parathjælpere til og yder praktisk, tidsbegrænset hjælp til mennesker i en svær situation.

Der er dog brug for flere hjælpende hænder i Thisted, så hjælpen fortsat kan være tæt på dem, der har brug for den.

Som parathjælper står man klar til at blive kontaktet, når et menneske i lokalområdet har brug for hjælp. Hjælpen gives, når det passer ind i hverdagen, og man vælger selv de opgaver, der matcher egne interesser og kompetencer.

Er man god med en boremaskine? Eller holder man af at tale med mennesker? Uanset hvad kan man gøre en forskel.

Billede beskrivelse

Parathjælpere kan også blive spurgt om hjælp på vegne af organisationer med sociale eller humanitære formål, som har brug for ekstra hænder. 

Tidligere har parathjælpere blandt andet hjulpet ved afviklingen af en pårørendecafé for pårørende til mennesker med alvorlig sygdom.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste