En gedigen succes er kommet på nye hænder. Kim Jensen og Vivi Hald, Thisted (th), har overtaget Bofællesskabet og aktivitetshuset Palletten efter Elisabeth Ebbesen og Niels Jørgen Pedersen, Nors.
Mennesker

Populært bofællesskab med venteliste får nye ejere

16. januar 2023 kl. 14:05

NORS: I syv år har Niels Jørgen Pedersen og Elisabeth Ubbesen ejet og drevet senior-bofællesskabet Paletten i Nors. Nu har det populære sted, der opstod i det nedlagte ældrecenter, fået nye ejere.

1. januar overtog Kim Jensen og Vivi Hald, Thisted, nøglerne til huset, der har 17 lejemål i tre størrelser. 

Kim Jensen ejer i forvejen en række ejendomme med udlejning og besluttede sig for at prøve at overtage det tidligere plejehjem, da han hørte, at bygningen var til salg.

- Jeg ønskede at udvide min udlejningsvirksomhed. Så var Paletten noget helt nyt spændende tilbud at have i viften af lejemål. Det er jo ikke ”bare” en bygning. Det er jo aktivt hus og et fællesskab af lejligheder, der har store fælleslokaler, tømrerværksted, systue og storkøkken, siger Kim Jensen, der, sammen med Vivi Hald, er glad for at være værter og viceværter for de mange beboere.

- Samtidigt er det jo et mødested for hele Nors, hvor flere aktiviteter er flyttet ind som blandt andet reparationsværksted og systue. 

De tidligere ejere Niels Jørgen Pedersen og Elisabeth Ubbesen glæder sig over, at huset nu er fremtidssikret.

- Vi har ejet det i syv år. Jeg har brugt hundredvis af timer her. Nu kom chancen for at sælge det. Og da man jo har nået den alder, at tiden er moden til at tænke fremad, så var det en god lejlighed til at starte et nyt kapitel for huset, lyder det fra Niels Jørgen Pedersen.

- Vi er stolte over det, vi har været med til at skabe i huset. Palletten er blevet en kæmpe succes - et rigtigt godt sted at blive gammel. Nu er tiden at det kommer på nye hænder. Nyt blod og nye ideer er altid godt, siger Elisabeth Ubbesen.

De nye ejere af Palletten har ingen planer om at ændre på driften af huset. Nyt bliver det dog, at Vivi Hald, der har travlt med Det Gamle Røgeri i Thisted, vil bruge de overskydende timer ude på Paletten - blandt andet med månedlig madaften.

Paletten er i øvrigt så populær, at alt nu er udlejet, og der står seks navne på ”reservationslisten” som vil ringes op, når noget bliver ledigt.

Annonceret indhold

Nyeste