Mindetale over Brda: De var fædre, brødre, sønner og ægtemænd

Af præst Lene Birgit Plougmann, Hanstholm Kirke, fra mindegudstjenesten efter den polske kutter Brdas forlis.  

- Vi er samlet i dag for at mindes.
For at ære. For at huske.
For fem årtier siden - natten til den 11. januar 1075, blev Hanstholm ikke blot ramt af en storm.

Den blev også ramt af en tragedie. Den polske trawler Brda med 27 mand ombord, var på vej ind i havnen for at søge ly.

Men stormen, der havde orkanstyrke i stødene, forhindrede skibet i at manøvrere effektivt.
Under indsejlingen til havnen blev Brda løftet op af en enorm bølge og kastet mod den østlige mole.

Lene Birgit Plovmand hilser efter mindegudstjenesten Maciej Krzeptowski, der for 15 år siden fik en mindeplade sat på ved ulykkesstedet på Østre Tværmole. Foto: Ole Iversen

Skibet mistede sin skruedrift og bleve drevet mod falochronen (blokkene der bryder bølgerne.red.) , hvor det kæntrede og sank.
På kajer og omkringliggende områder stod folk og så hjælpeløst til.

Nogle forsøgte at hjælpe,
Men stenene der var blev glatte af skibet udsivende olie, og den kolde januarvind gjorde redningsarbejdet ekstremt vanskeligt.

Et af vidnerne beskrev, hvordan han forsøgte at redde en af de druknende fiskere,
Men måtte give op, da hans hænder gled fra ham i det fedtede havvand.
Han så flere arme forsvinde i mørket og en efter en blev mændene suget ned i havet.
En redningshelikopter fra Aalborg kom hurtigt og formåede at redde 17 mænd.
To andre blev senere fundet på molen.

Men ti søfolk druknede i det iskolde hav
Og en ellevte døde kort tid efter på hospitalet.
I alt gik 11 menneskeliv tabt den nat.
Og med dem - drømme, familier og håb.

For Brda var ikke blot et skib.
Den var en arbejdsplads.
Et hjem på havet.
Den bar på historier, stemmer, latter og musik.
Mændene ombord var fædre, brødre, sønner og ægtemænd.

Men selv om de var langt fra Polen, var de ikke alene.
Den danske befolkning sørgede med dem.
Stod klar og forsøgte at hjælpe så godt de kunne.

Vi er samlet i dag for at ære disse mænds minde.
Ikke med store ord - men med stille respekt.
Med bøn med lystænding, klokkeslag, musik og bøn.
Med taknemmeligheden over at vi stadig husker.
At vi ikke glemmer dem, havet tog den nat.

Fra salme 107, 23-36:
De stod til søs med deres skibe og drev handel på de store have, de så Herrens gerninger og hans undere i havdybet.
Når han talte, brød stormvejret løs, det rejste havets bølger; de steg mod himlen, sank ned i dybet. De blev grebet af rædsel i ulykken, tumlede rundt og ravede som berusede, al deres kløgt var til ingen nytte.
De råbte til Herren i deres nød, og han førte dem ud af deres trængsler.
Han fik stormen til at stilne og havets bølger lagde sig;
De blev glade, fordi den fladt til ro og han førte dem til den havn, de ønskede. De skal takke herren for hans trofasthed og for hans undere mod mennesker.

Der findes øjeblikket i livet - og i historien - hvor vi må standse op.
Hvor ordene ikke slår til.

I 2010 blev der rejst en mindetavle på falochronen i Hanstholm.

Som et varigt vidnesbyrd om tragedien.
Om modet, om smerten.
Idag bliver tavlen fornyet så vi stadig kan ære og lade minderne leve vider - både i kirke, hjem og i hjerte.
Sammen med de efterladte, der i dag er kommet hertil fra Polen.

Må de ankomne lade Brda hvile i fred .
Må havet være stille for dem nu.
Og stilheden bliver det mest ærlige svar.

I dag er netop sådan et øjeblik.

Vi er her for at mindes de elleve mænd der mistede livet, da deres skib forliste her i Hanstholm Havn.

De døde ikke i kamp, men i arbejde. I forsøget på at komme i havn.
Og netop derfor bliver det som vi hørte i salme 107, så stærkt og mærkeligt præcist.

Ordene kunne være skrevet som et ekko fra netop den nat i Hanstholm.

Brda´s mandskab havde set havets kræfter.

- De havde mærket stormens voldsomhed og de havde erfaret hvor små vi mennekser bliver når naturens kræfter raser.
De fór op med himle og ned i dybet.
Deres visdom - alt deres erfaring og styrke - slog fejl.

Og alligevel: midt i mørket, midt i hjælpsomheden, lyder råbet.
Et råb i nød. Et råb til Gud.
Vi ved at nogle overlevede. Sytten blev løftet i sikkerhed. To kæmpede sig i land.
Vi ved at de elleve der døde vil blive husket
- først af deres familier, så af hele byer og til sidst af både Polen og Danmark.
Vi har ikke glemt dem.

Salmen fortæller os noget menneskeligt og noget guddommeligt.
Den siger: mennesket er ikke alene.
Selv ikke der hvor stormen raser, og hvor bølgerne opsluger alt.

Gud er dér.
Ikke som en fjern dommer, men som en Gud der hører råbet og som gør stormen til en stille susen, - som fører mennesket til den havn de længes efter.
Vi kan ikke forklare hvorfor nogle blev reddet og andre ikke.
Men vi kan tro.

Tro på, at Gud hører det råb, som stiger fra dybet.
Tro på at han ser den sømand, der glider væk i nattemørket.
- som mennesker har gjort i tusinder af år.

Vi skal synge.
Vi skal løfte vore stemmer - ikke for at overdøve stilheden, men for at finde trøst i den.

Lad os derfor - i lyset af stormen, i mindet om Brda og i Guds fred - sammen søge havn, hvor vinden har lagt sig og hvor storme hører op.

Æret være de omkomnes minde.
Og velsignet være den Gud, som fører sine til havn.