Lissi klippede snoren: Nyt orangeri åbnet på plejehjemmet Fyrglimt
HANSTHOLM: Der var både solskin, musik og sommerfest, da plejehjemmet Fyrglimt i Hanstholm lørdag kunne indvie sit nye orangeri – første del af et større sansehaveprojekt, der skal forvandle et tidligere anonymt græsareal til et grønt og levende pusterum for beboerne.
Sammen med plejehjemsleder Eva Marie Meincke Johansen har beboerne drømt om en sansehave med blomster, krydderurter, små stier, hække og hyggelige kroge, hvor man kan nyde naturen i rolige omgivelser.
Samtidig skal orangeriet give mulighed for at sidde lunt og hyggeligt blandt tomatplanter, agurker og vinstokke.
- Det startede med orangeriet, men blev til meget mere, fortæller Eva Marie Meincke Johansen.
Stor opbakning fra sponsorer.
Det store projekt er blevet muligt takket være stor opbakning fra både sponsorer og lokalsamfund.
Lions Hanstholm og Rema 1000 Hanstholm har hver bidraget med 25.000 kroner.
Fisken på Disken har doneret 25.000 kroner til sansehaven og yderligere 15.000 kroner til aktiviteter omkring projektet.
Derudover har Tømrerfirmaet Anders Andersen anlagt og opsat drivhuset.
Når sansehaven står færdig, vil området byde på blomsterbede, urter, "vild med vilje"-områder og et rigt insektliv.
- I dag markerer vi ikke bare åbningen af et hus i haven. Vi markerer et fællesskab, en drøm, der er blevet til virkelighed, og et sted, som kommer til at skabe liv, glæde og nærvær for vores beboere i mange år frem, sagde Eva Marie Meincke Johansen i sin tale ved indvielsen.
Efter talen blev en af beboerne, Lissi Jørgensen, kaldt frem til den ærefulde opgave at klippe det røde bånd og dermed officielt indvie det flotte, nyindrettede orangeri.
Indvielsen udviklede sig samtidig til en hyggelig sommerfest under blå himmel.
Nogle af de donerede midler blev brugt til at skabe en festlig dag for beboere, pårørende og gæster. Der var musikalsk underholdning fra Den Glade Thy, pølsevogn, kagetapas, bobler og kaffe fra den rullende scooterkaffebar Kaffeskuden.
Projektet er dog endnu ikke helt færdigt.
Arbejdet med den nye sansehave fortsætter hen over sommeren, og hele området forventes at stå færdigt i løbet af efteråret.
Når det sker, vil Fyrglimts beboere have fået et nyt grønt åndehul fyldt med dufte, farver og oplevelser - skabt gennem et stærkt samarbejde mellem plejehjemmet og lokalsamfundet.