Isbjørnen fra Klitmøller ser tilbage på det vildeste år: - Det er ikke helt gået op for mig endnu
KLITMØLLER: Nok er han kendt som “isbjørnen”, og derfor ville vores kolde vintervejr passe godt med det navn, men lige nu befinder han sig under varmere himmelstrøg. Nærmere bestemt Punta de Mita i Mexico.
- Det er et godt sted at træne, fortæller han.
Derfor er der både tidsforskel og lidt længere svartid, når man skal have fat i 25-årige Christian Andersen.
Men der er noget at leve op til og en træning, der skal passes. For han har lige vundet titlen som Årets Sportsnavn til Thy Awards.
- Prisen betyder utroligt meget for mig, fordi min sport er forholdsvis ny i forhold til mange sportsgrene. 2025 var mit bedste år nogensinde, så det er en virkelig stor ære, at alt ens hårde arbejde igennem de seneste 15 år bliver anerkendt, lyder det.
Han tilegner en stor del af æren til Thy og ikke mindst Surfklubben NASA, der var nomineret med hele to navne i kategorien som årets sportsnavn. Her var også Thilde Sofie Rasmussen nomineret, efter hun vandt EM i longboard-disciplinen i surf sidste sommer.
- Surfklubben NASA har været en kæmpe del af min rejse. At både Thilde og jeg er nominerede til årets sportsnavn viser at vi i Thy har nogle af de bedste vandsportsforhold, siger Christian Andersen.
Han lægger ikke skjul på, at Casper Steinfath i årevis har været en stor rollemodel for ham. Men nu håber han, at han med sin titel også kan motivere andre.
- Casper Steinfath har vist vejen. Thilde og jeg er en del af den “nye generation” som forhåbentlig kan vise vejen for nye talenter. Jeg håber at vores karriere kan inspirere andre og sætte surf/SUP på landskortet, lyder det.
Men det var langt fra den eneste titel, som Polar Bear rev med sig fra 2025. For i november vandt han VM i stand up paddle sprint i El Salvador.
- At vinde VM er det største man kan opnå i min sport. Så det var været en helt vild oplevelse for mig. Det som gjorde det extra specielt var at jeg vandt junior VM tilbage i 2019 præcis samme sted. I El Salvador på samme strand. Så at komme tilbage til El Salvador 6 år senere og vinde igen som senior gjorde det hele endnu mere specielt, fortæller han.
Året bød desuden på en kraftpræstation til EM i Portugal, hvor han i “technical race”-disciplinen vandt sølv og i disciplinen langdistance, hvor han tog guldet.
- At vinde 2 EM titler oveni samme år det har næsten ikke været til at tro. Det har været så vildt et år for mig i 2025, og jeg tror stadig ikke helt det er gået op for mig endnu, siger han.