
Der skal hotdogs til: Landsby køber egen pølsevogn
Der er blevet for langt mellem pølsevognene. Og det har borgerne i Stenbjerg besluttet at gøre noget ved.
Fredag kunne beboerforeningen invitere til hotdogs og Cocio, da byens nyindkøbte pølsevogn havde debut i vintersolen.
- Det var en pludselig ide. Vi ville da have en pølsevogn til Stenbjerg. En vi kan bruge til alle vore arrangementer i Stenbjerg som fiskeauktion, bagagerumssalg, skt. hans, julesalg og strandrensning. Det kunne også være at de andre foreninger i Stenbjerg kunne tænke sig at få besøg af vores pølsevogn. Det var tanken, fortæller Bente Astrup, formand for Stenbjergs Beboerforening.
Ombygget igen
Hun satte selv tænderne i en nylavet hotdog med hele svineriet ved fredagens pølsevognsindvielse.
- Det smager jo godt, og folk elsker en god hotdogs, lyder det fra formanden, der håber, at hotdogs vil flyve over disken, og at foreningens pølsevogn får travlt i 2023.
For det er også meningen, at den kan lejes til private arrangementer.
Stenbjergs pølsevogn var oprindeligt bygget til salg af krabber. Derfor har en flok aktive brugt en del timer på at bygge den tilbage til pølsevogn.
- Nu er vognen i orden, så den overholder alle veterinære krav. Nu skal en flok på hygiejnekursus, så vi overholder alle regler, siger formanden for beboerforeningen i Stenbjerg.