Britta og Vagn fejrer krondiamantbryllup

Charlotte Bruun har i anledning af sine forældres krondiamantbryllup skrevet lidt om deres ægteskab - med refleksioner over de samfundsændringer deres generation har gennemlevet

STENBJERG/HUNDBORG: Den 30. oktober kan Britta og Vagn Bruun, først bosat i Sjørring siden Nørhå og Stenbjerg, fejre Krondiamantbryllup. 

Dagen fejres med venner og familie på Solgården i Hundborg – Brittas nye hjem efter at sygdom har gjort det nødvendigt for parret at leve hver for sig. 

Vagn bor stadig på deres nedlagte landbrug udenfor Stenbjerg, og klarer selv de daglige gøremål. 

Vagn og Brittas historie er som mange ægteskaber i Thy. En fortælling om en generation der blev opdraget til livet på landet, men siden måtte omstille sig til det industrielle samfund og blive gamle i en digital tidsalder.

Måske har vi godt af at reflektere lidt over, hvad livet har budt denne generation født under 2. verdenskrig - med et ben i mellemkrigsgenerationens nøjsomhed og et andet i babyboomernes overflod og oprør. 

Hvordan omstillede de sig, og hvordan holdt de sammen i en brydningstid? Vagn og Britta er et godt eksempel, for deres ægteskab har i den grad været præget af både oprør og omstilling. De var omstillingsparate og, viser historien, omstillingsstærke – både som individer og som par. 

Britta og Vagn mødte hinanden på Thylands Ungdomsskole udenfor Hundborg. Et naturligt uddannelsestilbud for Vagn, der var vokset op på Gammel Raastrup tæt derpå – i et velstående Grundtvigiansk hjem, der vægtede uddannelse og ikke mindst dannelse. 

For Britta var opholdet derimod resultatet af hendes første oprør: en kamp for at få lov til at forlade det mere nøjsomme og indremissionske hjem udenfor Hanstholm. Det blev forventet, at hun som yngste datter forblev i hjemmet frem til et eventuelt giftermål, og uddannelse kunne ikke komme på tale - selvom hun uden tvivl havde hovedet til det. 

Men det ville Britta ikke. Hun ville have luft under vingerne, og med moralsk støtte fra hendes tre søstre blev første stop Hundborg. Først et år som elev, derefter et år som køkkenpige. I det årlige dilletant på ungdomsskolen blev Vagn og Britta castet som ægtepar – roller der tilsyneladende passede dem godt. 

Rygterne har sikkert lydt, at Britta havde gjort sig et godt parti med et skridt op af den sociale rangstige. Og Vagn kunne med sin baggrund og charme sikkert have fundet sig en kone, der var lettere at danse med end Britta viste sig at være. 

Købte husmandssted

Vagns forældre havde måske også hellere set ham vælge en kone med lidt højere status. Men han valgte Britta – og det siger ikke så lidt om hans karakter. Britta blev aldrig svigerforældrenes yndling, men hun kunne bide fra sig. Parret blev tilbudt at overtage en af familiens gårde ved Horsens, men Britta ville ikke landsforvises. 

Så de blev i Thy, hvor de først købte et husmandssted. Få år senere indtog de rollen som proprietærpar på Sjørringsvig – en rolle som Vagn var født til, men som Britta aldrig helt kom til at befinde sig godt i. Det var bestemt ikke på grund af det med den sociale rangstige, at hendes valg var faldet på Vagn – hun havde det fint med et husmandssted. 

Men Vagn var en moderne og fremsynet landmand. Måske så han allerede, at et husmandssted ikke ville kunne brødføde dem i fremtiden. På Sjørringvig skabte de en god base for deres børn, der hurtigt voksede til en flok på 4. 

Vagn og Britta engagerede sig i Sjørrings foreningsliv både sammen, bl.a. da der skulle rejses penge til etablering af Sjørring Hallen, og hver for sig: Vagn i borgerforeningen og Britta i gymnastikforeningen. Parret havde derudover en stor omgangskreds bestående af andre landboere, men også af mennesker tilhørende den voksende bybefolkning – bl.a. lærere på den nye centralskole i Sjørring. 

Mon Britta og Vagn bevidst opsøgte mennesker der ikke var nøjagtige kopier af dem selv? Diversitet var ikke en del af datidens vokabularium, men faktum er, at de ofte åbnede deres døre for mennesker med en helt anden livsbane end deres egen. Det kunne være de kollektivister eller tyske turister der boede i Sjørringsvigs to medarbejderhuse, et par fra Australien de havde mødt på en færge – eller en københavnerdreng med indvandrerbaggrund, der skulle opleve livet på landet. 

To medarbejdere 

70’erne blev Sjørringvigs storhedstid, indledt med et JA til EF (fejret på behørig vis) og efterfulgt af investeringer: nye stalde, mere jord og omfattende renoveringer i stuehuset. Der blev holdt fester med fri bar, musik og dans – gerne krydret med tidens diskussioner om politik, gud, kønsroller og ungdomsoprør. 

Husstanden bestod, foruden familien selv, af to medarbejdere på kost og logi – og indimellem en elev fra Sjørring skole, der måske havde for meget krudt bagi til klasselokalet. I sådanne tilfælde ringede skolen til Vagn. Der var selvsagt stor omsætning i Sjørringvigs køkken, og Britta tog med kyshånd imod 70’erne nye elektriske gadgets til køkkenet – ja faktisk blev den første opvaskemaskine købt allerede i 1969. 

Da malkekøerne blev sat ud med støtte fra EF, blev der hver dag indkøbt 12 liter sødmælk! Britta stod egenhændigt for at dyrke frugt og grøntsager så den store kummefryser kunne fyldes til vinterens forsyninger.

Da en feriedreng fejlagtig troede, at jordbær var frit tilgængelige ”hyggesnacks” til børnene, blev der resolut grebet ind fra Brittas side: ”jeg håber ikke, nogen har været i jordbærrene her til formiddag, for jeg har pudret dem med insektgift”, lød det ved frokostbordet. 

Det var naturligvis en hvid løgn, men den fik feriedrengen til at kaste op, og vinterens forråd af grød og marmelade blev reddet. 

Fattigfirserne

De festlige 70’ere blev afløst af fattigfirserne. Vagn havde, som mange andre, ladet sig rådgive til at finansiere sine udvidelser i Schweizerfranc – og med danske devalueringer og rentestigninger blev det en dyr fornøjelse.

Ved 80’ernes afslutning var tiden på Sjørringvig slut og næste generation tog over. Her stod de nu, et par i 50’erne, og skulle omstille sig til et liv som lønmodtagere. 

For Britta var det at blive lønmodtager en forfremmelse. Hun havde længe kæmpet for retten til at tjene sine egne penge. ”Penge er magt”, sagde hun - især til sine døtre: ”sørg for at tjene jeres egne!” Penge som et middel til at købe ting var ikke afgørende for hende. 

Efterfølgende sagde hun om 70’erne: 

”Nu har jeg prøvet at have råd til at købe ting. Det blev jeg ikke lykkeligere af”. Hvis ikke penge betød magten til at købe ting – hvad var det så for en magt Britta snakkede om? For Britta var magt frihed til selv at vælge – den magt hun allerede savnede da hun som ung følte sig fanget hos sine forældre. Det var en magt, der for Vagn var så selvfølgelig, at han ikke forstod Britta. 

Tilbage i de gode tider i 70’erne, havde Britta forsøgt at få Vagn til at forstå, at hun gerne ville have sine egne penge. ”Hvad skal du bruge penge til?”, spurgte han, hvortil hun svarede, at hun måske trængte til nye vinterstøvler. Næste dag tog Vagn til Thisted, hvor han købte de dyreste støvler han kunne finde. 

Et par meget rustrøde og meget højhælede lakstøvler. Britta beholdt støvlerne, men Vagn kunne ikke forstå hendes begrænsede glæde. For de penge kunne jeg have fået en helt ny garderobe, bemærkede Britta. Britta kæmpede længe for magten til selv at vælge, og da det yngste barn var gammel nok til at klare sig selv, kunne Vagn ikke længere argumentere imod, at hun tog et arbejde. 

I dag spørger vi os selv, hvad han kunne have imod en kone der bidrog økonomisk til husholdningen. Måske følte han, at han ikke helt slog til, når han, i andres øjne, ikke kunne forsørge sin familie. Rigtige fruer arbejder ikke. Sådan var tidsånden. 

Det fik Britta også at føle da hun arbejdede som sygehjælper på Kristianslyst i Thisted. En beboer nægtede at modtage hendes hjælp: ”jeg skal ikke have tørret r… af en proprietærfrue”, sagde han. 

Ved siden af arbejdet startede Britta med at tage den uddannelse, hun ikke fik lov til at tage som ung. Først folkeskolens afgangseksamen suppleret af enkelte fag på HF, og endelig uddannelsen som sygemedhjælper. Ikke en uddannelse, der regnes for meget i dag – men for Britta var den dag hun fik sit eksamensbevis en af de største dage i hendes liv. Selvom man udefra vil se det som en degradering, befandt Vagn sig også forbløffende godt i rollen som lønmodtager. 

Måske havde de sidste år på gården, uden faste medarbejdere, været ensomme for hans meget sociale gemyt. Efter nogle år på Joran Bor fandt han ud af, at man kunne tjene en ugeløn på et skift eller to med losning af fisk på Hanstholm havn. Et fysisk hårdt arbejde, der til gengæld gav ham masser af tid til at dyrke sin store passion: jagt. 

Liv som lønmodtagere

Både Vagn og Britta fandt glæde og stolthed i deres nye liv som lønmodtagere. Hos Vagn kom det til udtryk når han efter en hård nat på Hanstholm havn kunne fortælle, at de unge mennesker slet ikke kunne følge med ham. Sådan nogle slapsvanse, ville han sige. Hos Britta fornemmede man stoltheden når hun for egne penge investerede i vindmølleandele og aktier. Endelig havde hun magten til at vælge. Og hvad med ægteskabet, kan man spørge. 

Hvordan overlevede det? Der var bestemt tider, hvor det hang i en tynd tråd. De var ikke længere økonomisk og praktisk afhængige, og var med et moderne udtryk, vokset lidt fra hinanden. De havde hver for sig vist sig omstillingsdygtige – men kunne de også omstille ægteskabets præmisser? Det tog lidt tid, men efterhånden lærte de at give hinanden plads: at sætte hinanden fri i stedet for at fastlåse hinanden. Mens Vagn tog på jagtture til bl.a. Canada og Norge, tog Britta på tøseture til Europas hovedstæder, eller på vandre- og cykelture med gode kollegaer. De oplevede meget hver for sig, men glædedes sammen over den voksende flok af børnebørn og oldebørn. 

Da Brittas forældre kunne fejre deres krondiamantbryllup bragte Ekstrabladet en artikel om ægteparrets livslange kærlighed. Den artikel brød Britta sig ikke om, for hun kendte jo virkeligheden bag glansbilledet. 

Vagn og Brittas ægteskab er heller ikke noget glansbillede – men deres fortælling reflekterer de samfundsomvæltninger denne generation har mødt og de udfordringer det har givet ægteskabet som konstellation. 

Vagn og Britta har været omstillingsstærke som individer, men også at kunne omstille sig i ægteskabet, er måske den største bedrift? Der har været mange undskyldninger for at give op – for at forlade hinanden. Men de blev sammen. Vagn måtte lære, at hvad fatter gør ikke nødvendigvis er det rigtige, og Britta måtte lære at magt over eget liv, eller personlig frihed, også er magt til at give andre plads til at forfølge deres drømme. Skæbnen har villet, at demens har frataget Britta den magt over sit eget liv, der betød så meget for hende. Endnu engang er hun afhængig af sin ægtemand. 

Men nu ved Vagn, hvad det handler om. Han køber ikke flere rustrøde lakstøvler, men drager omsorg og tager den Britta, der eksisterede engang, med i sine beslutninger. Han står på alle måder trofast ved sin hustrus side, for som han siger: Vi har haft vores uenigheder, men jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre kone. Vi har levet et godt liv. Det er ok, at det snart slutter.