90 år skal mindes og fejres: Esther har selv planlagt festen ned til mindste detalje

NYKØBING: Som hun selv udtrykker det, så glæder hun sig helt vildt til at fejre sin 90-års fødselsdag i selskab med familie, gode venner og tidligere kolleger.

Og fødselsdagen har hun helt selv planlagt, og det ned i mindste detalje, for der skal ikke mangle noget, når de 40 fødselsdagsgæster sætter sig til bords i cafeteriaet på Støberigården i Nykøbing lørdag den 11. oktober.

- Jeg har skrevet alt ned på papir, så jeg ikke glemmer noget, og alligevel kom jeg senere i tanke om, at jeg også skulle købe sukkerknalder til de gamle damer, der bruger dem i kaffen, smiler Esther Søndergaard.

Et langt liv skal fejres

Fødselsdagen finder sted på fridagen dagen efter, hun fylder de 90, og med god tid til at være sammen, bliver der givet opfrisket mange minder fra Esthers lange liv.

Et langt liv, hvor en af fællesnævnerne må være den lyst, Esther har haft til at gøre en forskel for sine medmennesker. Som det har været tilfældet i hendes arbejdsliv gennem 40 år på apoteket i Nykøbing, men også i fritiden, hvor hun er trådt til, når hun har følt sig kaldet til det. 

Først med fagligt arbejde for sine apotekerkolleger i den lokale bestyrelse og derefter hovedbestyrelsen. 

Siden som lokalpolitiker med flere perioder for Socialdemokratiet i byrådet, som medlem af menighedsrådet for Nykøbing kirke og mange bestyrelsesposter, blandt dem for musikskolen, museet og Morsø Teater.

- Det har været på opfordring, jeg har sagt ja til at hjælpe. Som i politik, hvor man manglede kvinder i byrådet. Jeg anede ingenting om politik, da jeg blev valgt, men jeg så nu også mest mig selv som vandbærer. Modsat mænd generelt, de vil jo gerne føre sig frem og bære de store sager, smiler Esther.

Det var heller ikke fordi, hun var specielt religiøs, nærmere bare almindelig gudelig, da menighedsrådet kaldte. Men kirkerummet brugte hun meget til at lade tårerne trille, da hun efter mange års ægteskab blev skilt fra sin mand.

- Da boede jeg lige ved siden af kirken, og da kirken er et sted, hvor man godt må græde, så kom jeg der ofte efter min skilsmisse, siger hun.

Familielivet

Og selv om livet mest har budt på lyse stunder og hun har et lyst og positivt sind, så har der været grund til tårer undervejs i så langt et liv, som Esther har levet.

Forældrene mistede hun tidligt, moderen blev 61, faderen 71 og hendes storesøster blot 65.

Ægtemanden Bent, som hun blev gift med som 20-årig, hvor han var 30 år, og selv om skilsmissen var en barsk periode for Esther at komme sig over, så forblev de gode venner, indtil han døde i en alder af 71.

Sammen fik de tre sønner, Claus, der uddannede sig til dyrlæge og tvillingerne Henrik og Carsten, hvor førstnævnte blev civilingeniør og sidstnævnte musiker.

Musikken har altid fulgt hende

Musik har også været en stor del af Esthers liv. Hun har sunget i kor fra den dag, hun som 10-årig flyttede fra Grindsted til Nykøbing sammen med sin storesøster og forældre, der flyttede til øen for at blive bestyrere af byens afholdshotel.

Over årene har hun sunget med flere forskellige kor og i senere år som solist, hvor hun sammen med en pianist tog ud og underholdt på plejehjem.

- Og var der nogen, der så triste ud og var kede af det, så fortalte jeg vittigheder for at få smilene frem. Og vi sluttede også gerne af med fællessang med sange som, 'Nu skinner solen igen' og 'Violer til mor', siger Esther.

En aktiv dame

Nu er hun så selv kommet på ”plejehjem” og nyder at være på Støberigården, hvor hun aktivt tager del i de mange arrangementer, der tilbydes. Det er både gymnastik, sang, foredrag og meget andet. Og så følger hun levende med i verden omkring hende, især det politiske og tager gerne en debat om aktuelle spørgsmål.

- Selv om jeg døjer lidt med mit bentøj og har gjort det i mange år, så føler jeg mig godt tilpas og tilfreds med mit liv her på Støberigården. Jeg går ofte ned til Løvbjerg for at handle, og vil jeg i biografen, kan jeg bare gøre det. Det bestemmer jeg selv over, så jeg har det godt her, hvor jeg også hygger mig meget i lejligheden med at læse en bog eller se fjernsyn, siger hun.

Og kunne hun have en hund med, og bentøjet ville det, så havde hun nok haft det. Gennem hele livet, har hun elsket de hunde, familien har haft, men i dag er hendes kærlighed til dyr i stedet kommet en sort hunkat til fordel.

- Mis skulle med mig, da jeg flyttede ind på Støberigården for godt tre år siden. Det betingede jeg mig, og heldigvis måtte hun komme med, siger Esther.